Med tre nye profiler i bestyrelsen ønsker designvirksomheden at fordoble omsætningen og medarbejderstaben over de næste tre år.
For 10 år siden blev virksomheden Says Who stiftet af barndomvennerne Kasper Meldgaard og Nikolaj Duve. Designvirksomheden leverer designydelser til møbelbranchen og relaterede brancher i Danmark og internationalt, og kunderne tæller blandt andet Ilva, Kvik og Ferm Living i Danmark, John Lewis i England og Actus i Japan.
Nu er Says Who klar til at tage det næste skridt for at understøtte den fremtidige udvikling. Det gør de ved at etablere en ny bestyrelse med tre stærke profiler: tidligere medejer af Frandsen Group og direktør for Verpan, Peter Frandsen, bliver formand, mens Laura Vilsbæk og Carl Erik Skovgaard bliver en del af bestyrelsen.
”Nikolaj og jeg er taknemmelige for at have Peter, Laura og Carl Erik er med på holdet. Vi er nu klar til at løfte Says Who til næste niveau og til at realisere vores ambitiøse strategi,” lyder der fra direktøren, Kasper Meldgaard.
Says Who har siden etableringen været i konstant vækst og har over årene modtaget fire Gazellepriser. Med den nye bestyrelse er holdet nu sat til yderligere vækst i fremtiden, forklarer direktøren:
”Vi har et brændende ønske om at fortsætte den positive udvikling til gavn for vores kunder, medarbejdere og det gode design. Vores strategi er at fordoble omsætningen og medarbejderstaben over de næste tre år, hvilket kræver masser af gode beslutninger. Vi ser derfor frem til alt den erfaring bestyrelsen bringer til bordet og til den sparring, vi kan få med på rejsen.”
De tre nye bestyrelsesmedlemmer kommer med hver deres relevante erfaring i bagagen. Peter Frandsen kan bidrage med et godt kendskab til Says Who-kunder og møbelbranchen generelt, Laura Vilsbæk kommer med en bred vifte af kompetencer inden for kommunikation og digital forretningsudvikling samt erfaring fra blandt andet designvirksomheden Designit, og Carl Erik Skovgaard besidder stor erfaring i kraft af sit erhverv som advokat og sine adskillige bestyrelsesposter.