Nyt Markedsføringskonsortium for dansk kreativitet har fået Majken Kalhave som direktør. Majken Kalhave ser frem til samarbejdet, hvor der skal banes vej for kreative virksomheder med vækstambitioner. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Majken Kalhave. Det er navnet på direktøren for det nye markedsføringskonsortium for dansk kreativitet.

Den nyudnævnte direktør har et indgående kendskab til international branding og markedsføring og har igennem de sidste 11 år været med til at etablere og udvikle markedsføringskonsortiet State of Green.

Fra den 1. marts 2020 vil hun stå i spidsen for det nye markedsføringskonsortium for at vise omverdenen, at Danmark har et stærkt, kreativt dna.

”Vi skal understøtte Danmarks allerede stærke image som kreativ frontrunner, hvor både æstetik, storytelling, bæredygtighed og holistiske løsninger er i fokus og samtidig bidrage til at bane vej ude på eksportmarkederne for de danske kreative virksomheder med vækstambitioner. Det bliver fantastisk spændende, og jeg glæder mig meget til samarbejdet,” udtaler Majken Kalhave i pressemeddelelsen.

De kreative erhverv såsom mode, møbel, interiør og kommunikation er vigtige eksporterhverv, som det nye markedsføringskonsortium vil lave en samlet og koordineret markedsføring for og dermed formidle den danske kreativitet bedst muligt til omverdenen.

Markedsføringskonsortiet for dansk kreativitet er et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Erhverv, Realdania, Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og Erhvervsministeriet.