Efter fire år på posten stopper direktøren for Ikea Danmark. En konstitueret direktør har overtaget rollen per 1. oktober.
Svenske Johan Laurell skal fremover stå i spidsen for Ikea-koncernens franske aktiviteter, hvilket blandt andet indebærer 34 varehuse. Det betyder et farvel til den danske del af møbelkæmpens forretning.
Ikea Danmark fortæller til 365DESIGN, at de endnu ikke er klar til at fortælle mere om den kommende direktør, da der er nogle kontraktuelle ting, der skal falde på plads, før nyheden deles med offentligheden. Per 1. oktober bliver direktørstolen holdt varm af HR-direktør Charlotte Hareskov Jensen, indtil den nye adm. direktør overtager pladsen.
365DESIGN bringer nyt, så snart koncernen kommer med mere information.
Foto: Ikea