For nyligt tiltrådte Kathrine Jansen som ny direktør for den norske design- og interiørmesse. Læs om, hvordan direktøren leder sine medarbejdere, og hvordan Oslo Design Fair vil udvikle sig i fremtiden.
Denne artikel er en del af en artikelserie om direktører i den danske design-, møbel og interiørbranche.
I juni 2020 tiltrådte Kathrine Jansen som direktør hos Oslo Design Fair. 365DESIGN har stillet den nye direktør spørgsmål om tidligere erfaringer, hvorfor jobbet som direktør for messen tiltalte hende, om hendes ledelsesstil og om, hvordan messen vil udvikle sig i fremtiden.
Hvad lavede du, inden du tiltrådte stillingen hos Oslo Design Fair?
Jeg har næsten hele min arbejdserfaring fra mediebranchen. I de sidste 15 år har jeg været i Aftenposten/Schibsted, hvor jeg har haft forskellige ansvarsområder, alt fra produktchef for A-magasin, salgschef og salgsdirektør. I de sidste fem år var jeg event manager for Aftenposten Event.
Hvorfor lød stillingen som direktør hos Oslo Design Fair som noget for dig?
Oslo Design Fair har været afholdt på forskellige måder i 36 år, og de har skabt noget helt unikt inden for branchen. Da muligheden opstod, så jeg det som en stor ære for mig at være involveret i at videreudvikle industriens største mødested. For at vi til enhver tid skal være relevante for offentligheden, indkøbere og udstillere, skal vi konstant arbejde på tværs af forskellige fagfelter og discipliner. Det, synes jeg, er meget givende og spændende.
Hvilke erfaringer har du taget med dig i stillingen som direktør hos Oslo Design Fair fra tidligere jobs?
Min vigtigste erfaring er baseret på det faktum, at jeg kan lide at arbejde med mennesker og se, at de udvikler sig. Jeg mener også, at det er vigtigt at tage sig tid til at stoppe fra tid til anden, løfte blikket og se, om det er muligt at gøre tingene på en anden og mere effektiv måde.
Efter alle årene i Aftenposten/Schibsted har jeg fået en bred forståelse for, hvordan man arbejder på tværs af mennesker fra forskellige discipliner. Jeg er interesseret i, hvordan jeg bedst kan skabe en bred og fælles forståelse mellem de kommercielle mål og det kreative, redaktionelle indhold.
Efter hvilken filosofi leder du dine medarbejdere?
Involvering, tilstedeværelse og motivation. Jeg er grundlæggende optaget at, at man har en flad struktur og involverer hele holdet i vigtige beslutninger, der træffes. Jeg er også optaget af tilstedeværelse, så mine medarbejdere ved, hvor de har mig på alle tidspunkter. Min oplevelse er, at du bliver mere motiveret, når alle arbejder mod det samme mål – vi er et team!
Hvad er fremtidsplanerne for Oslo Design Fair?
Vi har mange spændende planer i fremtiden, og det vil fortsat være vigtigt for os at støtte og fremme norsk design. Oslo Design Fair vil være en arena for stærke brands og attraktive indkøbere samt et naturligt sted for lanceringer. Du skal føle dig værdsat og værdifuld i hele kunderejsen.
Derudover ser vi nu på, hvordan vi kan styrke os på nye markeder og målgrupper. Vi har stor tro på, at samarbejde er nøglen til at nå noget nyt. Oslo Design Fair ønsker at arrangere flere debatter, workshops og sociale sammenkomster i dialog med relevante partnere. Vores første arrangement i efteråret 2020 er en miniudstilling, hvor vi samler en flok af vores udstillere på et galleri i Oslo kaldet Sorgenfri. Dette er et spændende samarbejde for os, da vi har et fælles ønske om at fremme norsk design, håndværk og arkitektur.
Læs også: Direktørportræt: Danny Feltmann Espersen – Menu
Foto: Kathrine Jansen