Den 1. juni 2022 tiltræder Ole Thomsen som ny Executive Vice President Logistics i Jysk.

Når Ole Thomsen den 1. juni tiltræder som Executive Vice President Logistics i Jysk bliver det et glædeligt gensyn, for i perioden fra 2003 til 2007 var han nemlig ansat som Logistics Manager i Jysk.

Ole Thomsen, der i dag er Logistics Director i REMA Distribution Denmark, vil i sin nye stilling blandt andet få ansvaret for Jysks otte store europæiske distributionscentre samt de to nye, der er på vej i henholdsvis Ungarn og Holland.

”Jeg har fået en mulighed for at prøve mig selv af i et internationalt miljø som EVP Logistics i Jysk, som har over 3.000 butikker i 50 lande. Det er en super spændende udfordring, som jeg – med et lidt slidt begreb – ikke har kunnet takke nej til,” udtaler Ole Thomsen i en pressemeddelelse.

Hos Jysk glæder man sig til at få Ole Thomsen tilbage i virksomheden, hvor han udover at overtage det øverste ansvar for logistik i Jysk også vil indtræde i virksomhedens øverste ledelse.

”Logistik er helt afgørende for en virksomhed som Jysk. Det er blevet yderligere understreget af de udfordringer, vi har oplevet som følge af coronapandemien. Derfor ser jeg meget frem til at få Ole med på holdet. Med sin solide erfaring bliver han en stor gevinst for Jysk. Det er samtidig en ubetinget fordel for både Jysk og Ole, at han har været her tidligere og derfor har kendskab til virksomheden, selv om Jysk er vokset rigtig meget siden 2007,” siger President og CEO i Jysk, Jan Bøgh.

 

Foto: Ole Thomsen