Den nye bestyrelsesformand har, udover sin stilling hos Fritz Hansen, også været direktør hos modebrandet Saint Tropez og sportsvirksomheden Sportmaster.
Sofie Lindahl-Jessen er hoppet lidt frem og tilbage mellem brancherne inden for de sidste par år.
I 2017 blev hun nemlig ansat som direktør hos modebrandet Saint Tropez efter en stilling som Vice President for Sales & Brand Communication hos designvirksomheden Fritz Hansen. I februar 2019 blev Sofie Lindahl-Jessen så ansat som direktør ved Sportmaster, men da virksomheden blev solgt i slutningen af 2019, fratrådte hun i denne forbindelse sin stilling.
Nu er det så blevet offentliggjort, at Sofie Lindahl-Jessen igen er sprunget tilbage designbranchen – denne gang som bestyrelsesformand for design- og møbelvirksomheden Mater A/S. Det fremgår af CVR-registret.
Sofie Lindahl-Jessen overtager rollen efter Peter Marius Warrer, som har siddet på bestyrelsesformandsposten siden begyndelsen af februar 2018.
Udover Sofie Lindahl-Jensen består bestyrelsen fortsat af Mater A/S’ direktør, Henrik Axel Demant Marstrand, Jens Christian Collin Erichsen, Jesper Klaus Schierbeck-Hansen og Martin Lumbye Hansen.