Møbelvirksomheden Randers+Radius har ansat en ny adm. direktør. Den nye kandidat kommer til møbelvirksomheden med international ledererfaring både fra og uden for møbelbranchen.

Den randersbaserede møbelvirksomhed Randers+Radius har ansat Michael Nissen som firmaets nye adm. direktør.

De sidste 20 år har det været de to ejere og stiftere, Niels Kastrup og Lars Andersen, der har ledet Randers+Radius. De har dog fået store ambitioner for firmet, så derfor var tiden inde til en omstrukturering i ledelsen.

”I Randers+Radius har vi en ambition om yderligere at styrke vores position blandt udbydere af danske designmøbler. Vi har derfor gennem en periode arbejdet på at skabe det grundlag, vi mener der skal til for at løfte os til næste niveau,” udtaler produkt –og miljøchef Lars Andersen i en pressemeddelelse.

Michael Nissen tiltræder stillingen med erfaring både fra og uden for mødelbranchen. Michael Nissen overtager Niels Kastrup plads i virksomheden, der hidtil har varetaget stillingen som adm. direktør. Niels Kastrup bliver dog i virksomheden og skal i stedet nu varetage stillingen som salgsdirektør – en rolle, som Niels Kastrup glæder sig til at få.

”Jeg glæder mig til fremover kun at have én kasket på. Ansættelsen af Michael Nissen giver mig mulighed for at fokusere 100% på salget, og det var dér, mit fokus var, da vi i sin tid grundlagde Randers+Radius. Så rent personligt er det tilbage til rødderne,” afslutter Niels Kastrup.