Tredjegenerationsejer og kreativ direktør trækker sig fra toppost og overlader driftsansvaret til anden side.
Da 3. generationsejer af den familieejede virksomhed Bent Hansen, Henrik Hvid Hansen, den 1. februar gav sin stilling som COO videre, var det med ro i sindet.
Stafetten blev nemlig givet til den unge teknoantropolog Aden Rovcanin, der efter et år som afdelingsleder i virksomheden nu er blevet forfremmet til COO.
Efter to rekordår og udvidelse af medarbejderstaben er det tid til at tænke nyt for det familieejede firma.
Forfremmelsen sker således i forbindelse med en ny organisationsstruktur, hvor Henrik Hvid Hansen giver driftsansvaret videre for at koncentrere sig om produktudvikling, salg og bestyrelsesarbejde.
”Aden Rovcanin har det seneste år bevist, at han som teknoantropolog har nogle unikke kompetencer til at optimere driften og agere bindeled mellem tekniske eksperter, leverandører og kunder. Han er uddannet til at have en skarp analytisk tilgang til store mængder data og kunne eksekvere på baggrund heraf, og det er guld værd for en virksomhed i dag,” fortæller Henrik Hvid Hansen i en pressemeddelelse.
Den nyudnævnte COO ser ligeledes sin baggrund som en stor fordel i den nye stilling og fortæller:
“For mig at se ligger nøglen til vækst netop i samspillet mellem mennesker og teknologi. Teknologien kan facilitere virksomhedens målsætninger, men medregner man ikke det menneskelige aspekt – medarbejdernes kompetencer, idéer og trivsel – så kommer teknologien til at stå alene. Så kommer regneark til at veje tungere end mennesker, og så mister virksomheden den nerve, der skal motivere vækstrejsen.”
Foto: Aden Rovcanin, Bent Hansen