Fra 2022 er der nye folk på topposterne hos Trimit-koncernen, herunder Cornator. De nye profiler skal sammen med det øvrige lederteam stå i spidsen for den igangværende internationalisering af it-selskabet.

Det bliver bogstaveligt talt en frisk start på 2022 for Trimit-koncernen, herunder Cornator, som styrker lederteamet for at sætte yderligere turbo på selskabets internationale vækst.

Carsten Hedemann starter som ny Group CEO og får det samlede ledelsesansvar for koncernen, som består af Cornator A/S, Trimit Development A/S, Trimit A/S samt datterselskaberne Cornator Norge og Cornator Holland. Senest kommer han fra it-virksomheden netIP som adm. direktør, hvor han stod i spidsen for en vækst fra 50 til 180 medarbejdere.

Henrik Hoffmeyer kommer fra en stilling som COO i Bizbrains, der arbejder med EDI og digitale it-integrationsprojekter, og han har tidligere været COO på et digitalt bureau.

”Det glæder os, at vi har fået de helt rigtige personer med stærke ledererfaringer til disse nøglepositioner. Med Carsten Hedemann og Henrik Hoffmeyer i vores lederteam står vi rigtig stærkt i forhold til at håndtere de planer, vi har i de kommende år for at forløse et kæmpe potentiale i Danmark og på et globalt marked med flere kunder i USA, Australien og ud over hele Europa,” siger bestyrelsesformand Finn Kjærgaard i en pressemeddelelse.

 

Fokus på finansielle og økonomiske opgaver

Nuværende CEO i Cornator, John E. Kristensen, vil med ansættelsen af Carsten Hedemann overlade den ledelsesmæssige del af jobbet til den nye Group CEO, hvorefter han kan koncentrere sig fuldt ud om økonomifunktionen.

”John E. Kristensen ændrer sin titel til CFO for koncernen for herunder at fokusere på den finansielle og økonomiske del af sine lederopgaver. Han vil dog i et vist omfang fortsat have kontakt til kunderne, som han har mangeårige og tætte relationer til,” forklarer Finn Kjærgaard.

Derudover sker der endnu en ændring på produktudviklingssiden for at skærpe selskabets fokus på at være markedsledende inden for ERP-løsninger til Fashion, Furniture, Living og Production. Richard Postborg fratræder som koncerndirektør for udelukkende at fokusere på sin rolle som direktør for udviklingsselskabet med fokus på Trimit og de tilhørende portaler.

 

Foto: Henrik Hoffmeyer (tv) og Carsten Hedemann (th)