For at imødekomme en stigende efterspørgsel fra det danske kontraktmarked ansætter møbelhuset nu en projektchef med mange års erfaring fra Holmris.

Hos Paustian satser de nu yderligere på positionen på kontraktmarkedet. Fra den 1. august 2020 ansætter møbelhuset Helle Mørch som projektchef i Paustian Erhverv. Det oplyser virksomheden på LinkedIn.

”Vi oplever markedet efterspørger nye tiltag og samarbejdsrelationer, og med Helles sans for nytænkning, optimering af processer og særlige fokus på bæredygtighed, er timingen for ansættelsen optimal. Vi er glade for, at Helle har valgt Paustian, og vi tror på, at Helle vil være med til at løfte Paustian yderligere i bestræbelserne på at være den mest spændende og kompetente virksomhed på det danske kontraktmarked,” lyder det fra møbelhuset.

 

Helle Mørch

Senest kommer Helle Mørch fra en stilling hos Holmris, hvor hun har erfaring inden for salg, marketing, rådgivning samt totalløsninger. Ifølge Paustian er Helle Mørchs styrke i forbindelse med indretningsopgaver blandt andet pladsoptimering, projektstyring og budgetoptimering.