Hun har i flere år stået i spidsen for den bæredygtige omstilling i H&M Danmark. Nu bliver hun ansvarlig for det bæredygtige arbejde hos Skagerak. 

Det er ikke første gang, at Skagerak teamer op med aktører fra modebranchen. Tilbage i oktober 2020, hvor flagskibsbutikken Skagerak Store på Indiakaj i København blev omdannet til Skagerak Showroom, flyttede startup-modevirksomheden Proem Parades nemlig ind.

Denne gang handler det dog om mere end blot at bo under samme tag. Skagerak har nemlig ansat H&M-profilen Mia Møgelgaard til stillingen som Global Impact Manager, som hun tiltræder den 1. april 2021. Det skriver hun i et opslag på Linkedin.

Mia Møgelgaard har siden 2011 arbejdet med at få H&M’s bæredygtige initiativer implementeret i Danmark, og efter et barselsvikariat i 2016 blev hun ansvarlig for arbejdet i jobbet som Sustainability Manager.

“Det er med stor glæde, at jeg nu tager hul på et nyt kapitel. Den 1. april tiltræder jeg nemlig som Global Impact Manager for Skagerak. Jeg er dybt imponeret over Skageraks arbejde som certificeret B-corp-selskab, deres ambition om at være bedst for verden og deres insisteren på, at der er mange parametre, der skal tages i betragtning, når man måler en virksomheds succes,” skriver hun i opslaget.

I den nye rolle hos Skagerak skal Mia Møgelgaard arbejde med at minimere det negative aftryk, som virksomheden sætter, og samtidig øge Skageraks positive bidrag til verden, oplyser hun.

“Jeg glæder mig til at komme i gang og blive en del af team Skagerak,” skriver Mia Møgelgaard.

 

Lancering af ny secondhand-platform

Arbejdet med bæredygtighed er ikke noget nyt hos Skagerak. I 15 år har brandet søgt den bæredygtige vej, og som det nyeste initiativ har designbrandet netop lanceret platformen Reclassic, hvor man kan købe secondhand indendørs og udendørs møbler fra Skagerak online.

Reclassic webshoppen gør det nemmere at købe eller sælge møbler tilbage til Skagerak, så brandet kan restaurere og videresælge dem.

“Vi ønsker, at vores møbler skal holde hele livet – ikke dit eller mit – men deres eget. Patineret med alderen og videreført til et nyt kapitel i en løbende historie,” siger Jesper Panduro, CEO og ejer af Skagerak, i forbindelse med lanceringen af platformen.


Foto: Skagerak