Tilbage i juni kunne den københavnske designfestival 3 Days of Design endnu en gang triumfere som et imponerende og yderst velbesøgt udstillingsvindue for dansk og international design. Undervejs var begejstringen stor blandt udstillere såvel som besøgende, og på bagkant af succesfestivalen tillægges 3 Days of Design fortsat en enorm værdi – særligt blandt brancheaktører, der satser på kontraktmarkedet.

Det er efterhånden mere end to måneder siden 3 Days of Design indtog København og endnu en gang beviste, at den danske fagfestival har udviklet sig til en international designbegivenhed, som kun Milano efterhånden kan matche.

Det er nemlig umuligt at undervurdere den betydning, som 3 Days of Design med årene har fået for en lang række danske såvel som udenlandske designbrands, hvoraf mange peger på det danske brancheevent som årets ubestridte designhøjdepunkt.

Bevares – langt fra alle udstillere får samme udbytte ud af at have meldt sig under 3 Days-fanen, men har man som dansk designbrand en fod indenfor på enten kontrakt- eller eksportmarkedet, så er designfestivalen indiskutabelt ’the place to be’. I år var det sågar mere tydeligt end nogensinde før, at netop disse to markeder mange steder er afgørende – ikke bare for det enkelte brands succesrate i forbindelse med 3 Days of Design – men også for den måde, hvorpå både showrooms og produkter promoveres.

Indbringende helhedsoplevelse

365DESIGN tog naturligvis del i 3 Days of Design, hvor vi lagde vejen forbi en lang række design-, møbel- og interiørbrands. Her blev vi bekræftet i, at festivalen i stigende grad har enorm betydning for de udstillende brands årsomsætning såvel som brandingstrategi. Og ikke mindst i bestræbelserne på at præsentere sine produkter rettet mod et office- eller hospitality-segment.

365DESIGN var blandt andet forbi New Works på åbningsdagen, hvor vi fangede en tilfreds CEO og medstifter Nikolaj Meier, der kunne konstatere, at man på bare et par timer allerede havde rundet de første 1.000 besøgende i showroomet på Bredgade.

Her ses indgangen til New Works showroom i Bredgade i København.

Hvad får I konkret ud af at være en del af 3 Days of Design?

”Det, vi ønsker med vores deltagelse på 3 Days of Design, er selvfølgelig at fremme vores brand og vores produkter. Det lykkes vi rigtig godt med ved at iværksætte en række forskellige tiltag. Vi forsøger altid at skabe en helhedsoplevelse, og i år har vi skabt et boutique hotel i vores showroom for at vise, hvordan vores produkter kan tale ind i en hospitality-oplevelse. Vi har tilsyneladende ramt helt rigtigt, for der har været flere at spørge mig, hvorvidt vi driver hotel her til hverdag,” lød det fra Nikolaj Meier, der tilkendegiver, at der bag de tre dage gemmer sig et kæmpe arbejde.

”Det ligger et rigtigt stort arbejde bag, men til gengæld giver de her tre dage også bare så stort et afkast resten af året. Vi kan klart aflæse en markant omsætning, der relaterer sig til 3 Days of Design, når vi ser på vores årsregnskab,” understreger Nikolaj Meier.

En platform til storytelling

3 Days of Design er dog ikke kun et event, der bidrager til omsætningen. For mange brands er det en unik platform, der giver mulighed for at præsentere og udfolde deres brandfortælling, ligesom det er årets mest oplagte anledning til at netværke og pleje nuværende såvel som nye relationer.

Sådan forholder det sig også hos designvirksomheden Mazo, der var én af de udstillere, som 365DESIGN besøgte under designfestivalen. Fra showroomet på Dronningens Tværgade var der under 3 Days of Design stor tilfredshed med deltagelsen, og da 365DESIGN efter festivalen henvendte sig til Magnus Stephensen, CEO og stifter af Mazo, for at efterevaluere, var begejstringen ikke falmet det mindste.

Mazos showrooom på Dronningens Tværgade i København.

Hvordan brugte I 3 Days of Design som udstillingsvindue for Mazo?

”3 Days of Design er vores vigtigste mulighed for at vise, hvem vi er – ikke kun gennem produkterne, men gennem hele det univers, de indgår i. Vi bruger det som en scene til at fortælle vores brandhistorie, hvor æstetik, materialer og stemning smelter sammen til en helhedsoplevelse. I år arbejdede vi tæt sammen med Nathalie Schwer, som har været toneangivende i udformningen af udstillingen. Hendes evne til at skabe rum med både dybde og karakter har været afgørende for at formidle Mazos værdier og skabe en oplevelse, der går dybere end design alene,” siger han.

Hvad betyder de tre designdage helt overordnet for jeres virksomhed?

 ”Det er årets vigtigste begivenhed for os – både i Danmark og internationalt. Vi møder arkitekter, forhandlere, presse og slutkunder fra hele verden, og det gør 3 Days of Design til et epicenter for vores relationer og branding. Det er en platform, hvor vi både kan positionere os som et designhus med rødder og holdninger – og som en relevant og aktuel partner i det internationale marked,” fastslår Magnus Stephensen.

Når grænserne smelter sammen

I tråd med den tidligere nævnte observering af 3 Days of Design som et stigende udstillingsvindue rettet mod kontraktmarkedet, havde også Mazo gjort sig tydelige overvejelser i denne retning.

Jeres showroom bar i år præg af at henvende sig til både office- og hospitality-sektoren. Fortæl om tankerne bag denne prioritering.

”Vi oplever, at grænserne mellem hjem, kontor og hospitality flyder mere og mere sammen – og den bevægelse afspejler vi både i kollektionen og i vores præsentation. Vi tror på, at vores møbler har noget særligt at tilbyde i det krydsfelt. Med blød polstring, ærlige materialer og en stærk designarv fra dansk modernisme taler vi ind i et stigende behov for taktile og menneskelige omgivelser – også i kontorer og hoteller. Det har også været et spændende benspænd for Nathalie Schwer, som har haft til opgave at skabe en udstilling med kunstnerisk dybde og samtidig få den kommercielle dimension til at spille med,” lyder det.

Kreativitet og inspiration er der nok af hos Mazo.

Hvilket konkret udbytte får I ud af at deltage i 3 Days of Design?

”Vi får rigtig meget ud af det – både på kort og langt sigt. Vi møder nye kunder og samarbejdspartnere, etablerer relationer til presse og influencers, og får værdifuld feedback direkte fra branchen. Det er også her, vi ofte starter dialoger, der udvikler sig til konkrete projekter og ordrer – eller som bliver afsæt for nye produkter. 3 Days of Design fungerer både som scene og som laboratorium for os,” forsikrer Magnus Stephensen.

Du kan læse 365DESIGNS indledende reportage fra 3 Days of Design her.