Hos TMI har man udpeget Tanja Blindbæk Olsen som ny branchedirektør. Hun starter den 15. august, og med sig har hun mere end 20 års erfaring inden for skovpolitik.

I starten af juli kunne Træ- og Møbelindustrien (TMI) offentliggøre, at man har ansat Tanja Blindbæk Olsen som ny branchedirektør for foreningen, der hører under Dansk Industri (DI).

Tanja Blindbæk Olsen er 49 år og uddannet MSc. i skovbrug (cand.silv) i 2001. Hun kommer fra en stilling som erhvervspolitisk chef i Dansk Skovforening, og har i mere end 20 år arbejdet med politisk interessevaretagelse inden for skovpolitik, bæredygtig udvikling og grøn omstilling. Dermed har hun et indgående kendskab til en lang række af de love, forordninger og strategier, der sætter retningen for den grønne omstilling.

“Skovbrug og træ- og møbelindustrien er et område, jeg brænder for. Jeg ser frem til at repræsentere og yde interessevaretagelse for branchen på alle niveauer. Og jeg vil gøre mit bedste – det har branchen fortjent,” udtaler Tanja Blindbæk Olsen i en pressemeddelelse fra DI.

Tanja Blindbæk Olsen overtager stillingen efter Lærke Flader, der gik bort i april i år.

Foto: DI/Anne Gisselø