Japansk æstetik, kultur, religion og naturen er stærke inspirationskilder for det design, Annette Rosendal står for. Ved at trække naturen ind i hjemmet, kan man være med til at genskabe kontakt mellem menneske og natur og gøre os i stand til at passe på den, mener designeren.
I pej gruppens store entre udstiller forskellige iværksættere løbende deres bud på design til mode- samt design- og møbelbranchen.
Netop nu er det Annette Rosendal, BA i Design & Business fra VIA Design, der giver sit bud på, hvordan design med fokus på ritualer kan se ud.
Annette Rosendal har, siden hun studerede, haft et ønske om at skabe et brand omkring holistisk bæredygtige møbler og objekter, og i forbindelse med 3daysofdesign i 2021 lancerede hun brandet Ritual Mind under Annette Rosendal Studio.
”Et ritual er en gentaget handling udført med nærvær og intention. Under coronapandemien oplevede vi, hvor vigtigt det var med små holdepunkter i hverdagen, når den givne struktur falder fra hinanden. Jeg er optaget af ritualer – religiøse og sekulære – hvordan vi bruger dem til hverdag og til højtider, i Danmark og i andre kulturer samt deres betydning, hvorfor vi udøver dem og hvilken rolle de spiller i vores liv og vores forhold til naturen, os selv og hinanden,” begrunder Annette og fortsætter:
”Med Ritual Mind hylder jeg livets små og store ritualer og søger at skabe meningsfulde møbler og objekter, som i en nutidig kontekst kan inspirere og skabe værdi for mennesker i dag og bringe os nærmere naturen og livets kerneværdier.”
Produkterne inviterer til pauser
For Annette Rosendal er bæredygtighed andet og mere end målbare data. Det skal først og fremmest give mening for at have en berettigelse for brugeren, samfundet og miljøet. Udfordringer, såsom stigende mental mistrivsel, klimakrise og fald i biodiversitet, er for designeren emner med lige så høj samfundsrelevans.
Livsbalancerende skamler og husaltre er en del af produktporteføljen og inviterer på hver deres måde til små, meditative pauser. Annette Rosendal håber på, at de kan hjælpe med forskellige processer i livet, og derved være med til at skabe mening, balance og øget livskvalitet.
”Flere produkter er undervejs, og jeg tør godt røbe, at også de er funderet i, hvordan vi gennem små ritualer kan opnå kontakt til naturen indeni og udenfor os selv,” slutter hun.
Oplev Annette Rosendals univers på annetterosendal.dk eller på instagram.com/annetterosendal/
Foto: Annette Rosendal