Et dansk belysningsbrand indgår for første gang et samarbejde med den eksterne lysdesigner Paolo Rizzatto kendt som medstifter af Luceplan. Samarbejdet er en del af strategien om at berige og skabe større diversitet i brandets designunivers. 

Danske Nuura indgår et samarbejde med italienske Paolo Rizzatto, der, med sin lange karriere inden for belysningsdesign på den internationale designscene, er et perfekt match til belysningsbrandet.

Samarbejdet med Paolo Rizzatto er en del af Nuuras strategi om at arbejde med eksterne designere, som kan berige og skabe en større diversitet indenfor brandets designunivers.

”Vi har skabt et stærkt designunivers i Nuura, som bygger på balancen mellem den nordiske enkelthed og et sanseligt udtryk inspireret af den glæde og generøsitet, der findes i naturen. Når vi arbejder med eksterne designere, er det vigtigt, at designeren arbejder inden for vores værdier og kriterier,” siger Creative Director hos Nuura Sofie Refer til 365DESIGN.

 

Foto: Nuura

 

En lang og anerkendt karriere i bagagen 

Paolo Rizzatto har en lang og anerkendt karriere som lysdesigner gennem sit firma Luceplan, som han grundlagde tilbage i 1978. Hans værker er blevet offentliggjort i magasiner, kataloger, præsenteret på seminarer og udstillinger af arkitektur og design samt opstillet permanent på talrige museer både nationalt og internationalt.

Belysningsdesigneren har siden solgt Luceplan og har med samarbejdet med Nuura indgået sit første eksterne samarbejde siden salget af firmaet.

”I løbet af min lange karriere som lysdesigner har jeg modtaget mange invitationer til samarbejde fra mange forskellige aktører inden for belysningssektoren: multinationale virksomheder, store, mellemstore og små virksomheder. Siden 1978, hvor jeg grundlagde min tidligere virksomhed, Luceplan, har jeg ikke overvejet disse tilbud før nu,” siger Paolo Rizatto.

Også Nuuras Creative Director, Sofie Refer, er tilfreds med muligheden for at arbejde sammen med anerkendte Paolo Rizzatto.

”Det har været inspirerende og lærerigt at arbejde med Paolo Rizzatto. Han er en af de mest spændende belysningsdesignere på den internationale designscene, og han har skabt en vifte af skønne designklassikere,” afslutter hun.

Samarbejdet udmunder i en lampekollektion, der forventes lanceret i juli 2021.

 

Foto: Paolo Rizzatto

 

Foto: Nuura