Bent Hansen åbner nyt showroom

Efter 72 år i Nordjylland river møbel- og designvirksomheden teltpløkkerne op og rykker til Hovedstaden. ”Branchen opererer i Hovedstaden. Hvis vi vil være med i den her branche, så må vi også være det rigtige sted,” siger kreativ direktør i Bent Hansen, Henrik Hvid Hansen.

Den danske møbelvirksomhed Bent Hansen har haft til huse i Aalborg siden 1948. Men efter 72 år samme sted har virksomheden indset, at de må rykke til Hovedstaden, hvis de vil være en del af den danske designbranche. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

”Branchen opererer fra Hovedstaden. Det må vi sande. Det er her arkitekterne hører til, og det er her udenlandske forhandlere rejser til, når der skal indkøbes dansk design. Hvis vi vil være en del af den her branche, så må vi også være det rigtige sted. Derfor tager vi nu et stort skridt og flytter vores showroom til København, selv om det er vemodigt,” udtaler tredjegenerationsejer og kreativ direktør i Bent Hansen, Henrik Hvid Hansen, i pressemeddelelsen.

Det nye showroom får placering i Odd Fellow Palæet i hjertet af København. Det var oprindeligt planen, at showroomet skulle have åbnet den 19. marts med et brag af en åbningsreception, men det satte coronavirusset en brat stopper for. I stedet holder showroomet åbent efter aftale fra den 18. maj 2020.

Virksomheden vinker dog ikke helt farvel til Nordjylland, idet Bent Hansens hovedkontor stadigvæk vil have adresse på Kaolinvej i Aalborg Øst, hvorfra både administration og in-house produktion af specialfremstillede møbler fortsat vil finde sted.

Foto: Bent Hansen