Hun er kendt for sine gummistøvler og regnfrakker, men lancerer nu også produkter til boligen i samarbejde med to partnere i nystiftet selskab. 

Forretningskvinden Ilse Jacobsen er for de fleste kendt for sine ikoniske gummistøvler og regnfrakker samt sin medvirken i DR-programmet Løvens Hule for et par år siden.

Nu bevæger Ilse Jacobsen sig ud på endnu et marked i et selvstændigt investeringsprojekt. I samarbejde med partnerne Christian Dam og Jakob Elmegaard Kristensen har hun stiftet selskabet IJ Home ApS, der fra sæsonen SS 22 vil tilbyde produkter til boligen.

“Jeg har fra tid til anden gået med tanken om at lancere en Home Collection og er også blevet kontaktet af en række mulige partnere. Men jeg har altid travlt med mange forskellige projekter, så tiden har ikke været den rigtige. Samtidig ville jeg være sikker på, at jeg havde de rigtige samarbejdspartnere til at starte endnu et nyt selvstændigt investeringsprojekt,” skriver Ilse Jacobsen i en pressemeddelelse, der fortsætter:

“Det har jeg nu og kan med stor glæde meddele, at jeg sammen med Christian Dam og Jakob Elmegaard Kristensen lancerer Home by Ilse Jacobsen, som rammer butikkerne i foråret 2022.”

Ilse Jacobsen oplyser, at der allerede er stor interesse for Home by Ilse Jacobsen fra store detailkæder rundt om i Europa, og de tre forretningspartnere har planer om løbende at udvide brandet med nye produkter og design indenfor både tekstiler, vaser, bestik og møbler.

“Med Christian som CEO, Jakob som COO og jeg selv som Head of Design er vi med vores forskellige kompetencer og erfaring det helt rigtige trekløver til at gøre Home by Ilse Jakobsen til en succes,” afslutter hun.

 

Foto: Fra venstre: Christian Dam, Ilse Jacobsen og Jakob Elmegaard Kristensen