Årets nye grønne imagemåling, Green Power Brands, har set dagens lys. Her er flere køkkenbrands at finde på listen, samt store møbelhuse.
Lad os starte med listen:
1. Svane Køkkenet
2. Ilva
3. Kvik
4. Invita Køkkencenter
5. Vordingborg Køkkenet
6. HTH
7. Daells Bolighus
8. Sit’n Sleep
9. Ikea Danmark
10. BoConcept
Placeringen skaber glæde
I Greenchecks imagemåling er danske Ilva at finde på 2. pladsen. Og placeringen skaber glæde ved møbelkæden, der har taget mange grønne tiltag for at møde ambitiøse klima- og bæredygtighedsmål. Det betyder blandt andet, at Ilva har et mål om, at de per 2030 vil have bæredygtighed i alle relevante områder af produktion og forretning. Og så skal samtlige større vedvarende materialer, der anvendes i Ilvas produkter, komme fra certificerede og ansvarlige kilder.
“Ilva er en ansvarlig virksomhed, og med ansvarlighed kommer vi ikke udenom, at det kræver initiativer, som fremmer den grønne omstilling. Det er en rejse, som Ilva længe har haft fokus på og er i fuld gang med at implementere i alle led af virksomheden. Jeg er stolt over den flotte placering og titel som Green Power Brand. Det viser, at vores indsats betaler sig. Også i fremtiden vil Ilva fokusere på at tage et stort ansvar og gøre en markant forskel på de områder, hvor vi påvirker miljøet og dets ressourcer mest,” siger Martin Hallund, som er CEO hos ILVA, i en pressemeddelelse.
For at nå disse ambitiøse mål har Ilva også netop ansat Morten Hadsund Brodde som ny bæredygtighedskonsulent. Han skal være med til at skabe fokus på ansvarlig produktion i både Ilva og kædens underleverandører.
Foto: Ilva