Den nye udstilling har til formål at vise briterne, hvordan Georg Jensen historisk har været på forkant med de globale designbevægelser.
Fra sin nye flagship store i London på 108 New Bond Street præsenterer danske Georg Jensen nu en udstilling, der skal fremvise en række værker fra brandets omfattende arkiver i København.
Fra 16. januar 2025 vil butikken i London være vært for en udstilling kurateret af Georg Jensens nyudnævnte kreative direktør, Paula Gerbase. Udstillingen indeholder et udvalg af design fra midten af det 20. århundrede, som stammer fra Københavns arkiver og dækker perioden fra midten af 1940’erne til slutningen af 1960’erne.

Udstillingen dykker blandt andet ned i, hvordan midt århundredets designbevægelse – med fokus på funktionelle former, håndværk og enkelhed – har formet Georg Jensens værker.
“Vi har en utrolig rigdom af objekter, der viser, hvordan Georg Jensen konsekvent har været på forkant med nogle af de mest betydningsfulde globale designbevægelser i det sidste århundrede – altid med en dristig og fremsynet tilgang,” forklarer kreative direktør, Paula Gerbase.
Tilbage til Mayfair
Georg Jensens nye flagship store åbnede den 18. december 2024 og markerer det danske designhus’ tilbagevenden til Mayfair – et område, der har en historisk betydning for brandet. Det var her Georg Jensen etablerede en butik i 1920’erne og efterfølgende var med til at revolutionere sølvhåndværket i Storbritannien ved at bryde med dets traditionelle eksklusivitet.

Den nye udstilling er en del af butikkens bredere vision: at være mere end blot et salgssted for smykker, boligartikler og sølvhåndværk – at blive et udstillingsvindue for værker af nogle af Nordens mest visionære kunstnere.
Sideløbende med udstillingen præsenterer butikken et tekstildesign af den danske kunstner Kim Naver, som bliver det første i en planlagt rotation af samtidskunst fra Norden.
Foto: Georg Jensen/Peter Vinther






