Der er aktuelle ændringer i ejerstrukturen hos designvirksomheden Karup Design, hvor virksomhedens Marketing Manager og COO fremover bliver en del af ejerkredsen.

Der blæser nye vinde i ejerkredsen hos det danske designfirma Karup Design. Det står klart, efter virksomheden har annonceret væsentlige ændringer i sin ejerstruktur. Designvirksomhedens Marketing Manager, Josephine Hagger og COO Henrik Kold bliver fremover en del af ejerkredsen, hvilket Karup Design selv kalder en ny æra for virksomheden.

Karup Design forklarer videre, at ændringerne i ejerstrukturen er et strategisk skridt i retning mod at styrke virksomhedens kerne. Samtidig afspejler udvidelsen en anerkendelse af de medarbejdere, hvis indsats er afgørende for Karup Designs langsigtede succes.

De to hidtidige ejere, direktør Anders Stampe og bestyrelsesformand Viggo Mølholm, har længe haft en vision om at udvide ejerkredsen med medlemmer af ledelsen.

“Vi kræver meget af dem, og de spiller en helt afgørende rolle for den virksomhedskultur, vi stræber efter. Så når man føler sig helt tryg og sikker på, at man arbejder sammen med de helt rigtige, så er vi enige om, at det skal belønnes,” udtaler Anders Stampe.

Beslutning om at udvide ejerkredsen er ifølge Anders Stampe mere end blot en forretningsstrategi – det er en manifestation af et ønske om – på lang sigt – at sikre, en stærk, engageret og sammentømret ledelse, der kan drive Karup Design fremad i mange år.

”Jeg er enormt glad for at byde dem velkommen i ejerkredsen, da det er vores håb, at vi får lov at arbejde tæt sammen med dem i mange år fremover. De gør en kæmpe forskel, og måske vigtigst af alt, så er det et enormt privilegium at få lov til at tilbringe så mange vågne timer i deres selskab,” udtaler Ander Stampe.

Om optagelse i ejerkredsen udtaler Josephine Hagger;

”Jeg er så stolt af at være en del af Karup Design. Både som medarbejder og nu som medejer. Vi har et stærkt team af dygtige kollegaer, og vi står et spændende sted som virksomhed og brand. At være en del af noget større og bidrage aktivt har altid været min drivkraft. Jeg skyr ikke ansvaret – tværtimod trives jeg med det. Som medejer får jeg ansvaret og forpligtelsen – både i op- og nedture”, understreger hun.

Også den nye medejer Henrik Kold er glad og stolt over den nye rolle.

“Jeg tror fuldt og fast på projektet. Med min baggrund indenfor IT, supply chain og håndværk, virker det her som det helt rigtige sted at være. Jeg er havnet på den rette hylde. Det er dét her, jeg har været i lære til de sidste 20 år. Karup Design har masser af uudnyttet potentiale, som jeg ser frem til at være med til at indfri,” fastslår han.

Foto: Karup Design