Den ekstraordinære corona-travlhed er ovre, og verden ser nu mærkbart anderledes ud. Afmatningen i markedet betyder, at den danske køkkenvirksomhed må nedlægge 80 stillinger for at spare en halv milliard kroner.
Køkkenbranchen havde kronede dage under coronapandemien og dermed renoveringsperioden. Men der er løbet meget vand i åen siden, og trods rekordregnskab fra Nobia i 2022 ser køkkengiganten sig nu nødsagtet til at nedlægge 80 stillinger. Helt specifikt drejer det sig om HTH-fabrikken i Ølgod, der må stramme livremmen ind.
“Det er selvfølgelig trist for dem, det går ud over, men når vi har gennemført reduktionen, er vi på den kapacitet, vi havde frem til 2019, hvor vi havde en god forretning. Det er ikke en kæmpe krise,” siger Michael Rosendahl Jensen, fabriksdirektør i Nobia Danmark til JydskeVestkysten.
Det er som udgangspunkt weekendholdene, der skal spares på. For at påføre de berørte færrest mulige gener har ledelsen bedt alle medarbejdere overveje, om de alligevel var på vej på pension, på vej videre i arbejdslivet eller lignende, så der potentielt kan forhandles en lidt tidligere fratrædelse end planlagt.
Foto: HTH