Et dansk modebrand udvider nu sortimentet med living-produkter, som vil blive solgt hos små, lokale livsstilsbutikker.
Med lanceringen af pyjamasser, loungewear, håndklæder og sengetøj i matchende farvetoner ønsker det danske modebrand Karen By Simonsen at udvide sit univers.
Produkterne går under det nye livsstilsbrand Karen By Simonsen Society. Med de nye livsstilsprodukter stiller chefdesigner Karen Simonsen spørgsmålet: Hvorfor ikke gøre det hjemlige til en æstetisk oplevelse i naturlige og bæredygtige kvaliteter?
”Jeg har altid undret mig over, at vi ringeagter os selv, når vi er derhjemme og ’bare’ hopper i et par joggingbukser eller en t-shirt, vi har brugt til at male i. Hvorfor ikke tage noget på, vi virkelig godt kan lide, og som understøtter dem vi er, og det liv vi lever, på en visuel måde? Eksempelvis en pyjamas, der matcher sengetøjet, eller en behagelig sweatshirt, der er så elegant, at du sagtens kan beholde den på, hvis du lige skal ud?” udtaler Karen Simonsen i en pressemeddelelse.
Chefdesigneren har i den seneste tid lagt mærke til de små, lokale livsstilsbutikker, der har et mikset udvalg af mode, velvære og dekoration. Netop i disse butikker vil Karen By Simonsen Society også blive solgt – en ny type butikker, som Karen By Simonsen ikke før nu har beskæftiget sig med.
Den første kollektion fra Karen By Simonsen Society lander i november og bliver vist på CIFF-messen i København i august.
Foto: Karen By Simonsen Society