I sæsonens første afsnit af tv-programmet Løvens Hule sikrede 25-årige Lucas Rantzau sig en millioninvestering for 30 procent af virksomheden Stori.
Efter en budkrig blandt Løverne gik sæsonens første store Løvens Hule-investering til den unge iværksætter Lucas Rantzau, som står bag onlineuniverset stori.dk, der sælger møbler og boliginteriør.
Stori landede således et salg af to gange 15 procent af virksomheden til Christian Arnstedt, CEO i Blazar Capital, og Jacob Risgaard, medejer af Coolshop, for i alt 2,5 mio. kroner.
Lucas Rantzau etablerede stori.dk i 2017, som på fire år er gået fra nogle ganske få produkter til i dag at have mere end 5.000 varer fra veletablerede brands som Louise Roe, House Doctor og New Works.
”Kigger man på fashion, er der nogle giganter, der har sat sig tungt på markedet med meget store markedsandele. Det samme er ikke tilfældet på boligsiden, og det vil jeg gerne skabe. Vores evne til at tiltrække samarbejdspartnere og give vores kunder en god købsoplevelse er noget af det, der har skabt stor vækst for os og dermed bevist, at vi har ramt et hul i markedet. Med investeringen fra Christian Arnstedt og Jacob Risgaard er jeg sikker på, at vi nu kan geare op og udleve vores ambition om at skabe det ultimative boligunivers,” fortæller stifter af Stori, Lucas Rantzau.
En ægte iværksætter
25-årige Lucas Rantzau er en ægte iværksætter, og trods sin unge alder har han tidligere stået bag etablereringen af et tøjmærke, en mobil kaffebar og et webbureau, ligesom han har importeret elektronik fra udlandet. Selv om ingen af delene er blevet de helt store succeser, har de hver især medvirket til den succes, som Stori i dag bygger på.
De to nye medejere, Christian Arnsted og Jacob Risgaard, er da også begge meget begejstrede for den udvikling og vækst, som stori.dk har haft på blot fire år.
”At gøre det, som Lucas Rantzau har gjort, er et lille mirakel. Det vidner om, at der løber iværksætteri i blodet på ham, og det er den ild, der næsten altid trumfer lange uddannelser og organisationsteorier,” siger Jacob Risgaard, som suppleres af Christian Arnstedt:
”Stori har allerede gjort det fantastisk, og vores mål er nu at udvide antallet af brands, ligesom vi skal arbejde i bund med Storis egne designs. Vi er meget, meget begejstrede over at være blevet en del af den fantastiske energi, som Lucas Rantzau udstråler.”
Foto: Jacob Riisgaard (tv), Lucas Rantzau (midt) og Christian Arnstedt (th)