For første gang lancerer Oyoy Living Design en serie af møbler, som skiller sig ud fra brandets ellers legende og farverige udtryk. ”Det er vigtigt for os, at møblerne skal have et mere klassisk og tidløst udtryk,” forklarer brandets designer og grundlægger, Lotte Fynboe.
Som en del af den nylancerede AW 20-kollektion kan Oyoy Living Design for første gang præsentere en møbelserie.
Serien består af bænke, stole, skamler og borde til både voksne og børn, produceret i massiv eg i et simpelt design, som tager afsæt i de danske designtraditioner.
Møbelserien markerer en ny og mere rolig videreudvikling af designuniverset, hvor design-dna’et ellers kendetegnes ved det farverige og legende udtryk.
”Hvor man ofte karakteriserer Oyoy Living Designs produkter som ‘legende’ med farver og former, så er denne serie mere enkel og næsten diskret i sit udtryk. Møblerne er lette at placere og kombinere i det personlige hjem, hvor familien lever og skaber minder,” fortæller designer og grundlægger Lotte Fynboe til 365DESIGN og tilføjer:
”Det er vigtigt for os, at møblerne skal have et mere klassisk og tidløst udtryk – både så de let kan kombineres med flere forskellige design-udtryk, man allerede har i sit hjem, men også at det super enkle og diskrete formsprog gør møblerne langtidsholdbare og dermed mere bæredygtige.”
Europæisk produktion
Netop de bæredygtige tanker har været essentielle i udviklingen af møbelserien. Lotte Fynboe fortæller, at møblernes minimalistiske og simple udtryk også hænger sammen med ønsket om, at møblerne skulle være flatpacked for at minimere pladsen under transport.
Alle møblerne er produceret i Europa. Udover at den nære produktion giver mindre udledning på transportkontoen, giver den også Oyoy Living Design mere fleksibilitet i forhold til levering.
”Vi ønsker, at så mange af vores produkter som muligt skal produceres i Europa. I tiden med Covid-19 har vi oplevet udfordringer med de oversøiske leveringer, hvor leveringstiderne af og til har skubbet sig. Derfor starter vi op med flere europæiske producenter på de produkter, hvor det giver mening i forhold til at holde den bedste kvalitet,” forklarer Lotte Fynboe.
Møbler skaber et helstøbt designunivers
Hos Oyoy Living Design har det længe været et ønske at kunne møblere flere rum i boligen udelukkende med brandets egne produkter for at skabe et helstøbt designunivers.
En kombination af forespørgsler fra forhandlere og kunder, lidt ekstra tid grundet Covid-19 og den rette samarbejdspartner var udslagsgivende for, at møbelserien lanceres netop nu.
”Vi har haft lidt ekstra tid til at udvikle på møblerne, da vi ikke har deltaget på messer de sidste mange måneder. Samtidig har det også været vigtigt for os at finde den rette samarbejdspartner i Europa, som vi nu har fundet,” lyder det fra Lotte Fynboe, der fortæller, at de fremtidige kollektioner også vil indeholde møbler til både børn og voksne.
”I de kommende kollektioner vil der helt sikkert også lanceres møbler og produkter i træ, men vi vil også eksperimentere med andre materialer, der kan tilføre universet kant. Der vil også fremadrettet blive præsenteret limited edition-produktioner i skønne farver og materialer. Her vil vi kombinere det mere diskrete og minimalistiske med det farverige, som er kendetegnende for Oyoy Living Designs univers,” afrunder designeren og grundlæggeren.
Foto: Oyoy Living Design