Med en ambition om at forny den danske designtradition og en fælles vision om at skabe ny global vækst for godt dansk design bliver to danske brands slået sammen til et.
Selskabet Design Collection Denmark, som ejer brandet Ro Collection, har købt det danske møbelbrand True North Designs for at sammenlægge de to brands under navnet Ro Collection.
I forbindelse med sammenlægningen flytter teamet i True North Designs samt brandets produktionsaktiviteter til Faldsled på Sydfyn, hvor Ro Collection allerede holder til. Fremover vil Ro Collection således være et dansk designbrand med både møbler, småmøbler og boligtilbehør i sortimentet.
Ro Collection, som blev stiftet i 2013 af tidligere ledende medarbejdere fra Georg Jensen, skaber boligtilbehør i høj kvalitet, som er baseret på naturens egne materialer som træ, keramik og glas. Brandet har fra starten haft et ønske om at tilføje møbler til sortimentet.
“Ro Collection har fra begyndelsen arbejdet på tværs af materialer og produktkategorier, og vi har hele tiden haft en drøm om at lancere møbler, når vi havde styrken og erfaringen til det,” udtaler Christian Lauesen, Brand Director i Ro Collection, i en pressemeddelelse.
Også True North Designs har fokus på naturens egne materialer, da brandet har træ som det bærende materiale i sit møbelsortiment, der har solide rødder i den danske snedker- og designtradition.
Derfor er er sammenlægningen af de to brands et drømmematch, mener Christian Lauesen:
”True North Designs arbejder ud fra samme værdigrundlag og med samme høje ambitioner som Ro Collection, bare med fokus på møbler i stedet for boligtilbehør. Vi har samme tilgang til design og formgivning, hvilket betyder at vores produkter komplementerer hinanden utrolig godt. Det er næsten som om de to brands er skabt for hinanden fra starten og for os er det et drømmematch.”
Også Martin Colberg er meget begejstret for sammenlægningen, da hverken Ro Collection eller True North Design har måttet redefinere deres grundlæggende vision om at revitalisere den danske designtradition og skabe smukke tidløse produkter, som mennesker kan have i deres hjem i mange år.
”Efter de første møder mellem Christian og jeg i Faldsled på Sydfyn, stod det klart for mig, at skulle projektet lykkedes i et større fællesskab, så gav det mening, at vi flyttede herned til Christian og resten af teamet. Og derfor bor vi nu hernede i vandkanten med havet og skoven lige udenfor døren,” siger Martin Colberg.
Foto: Christian Lauesen og Martin Colberg