En designer og iværksætter søger nu midler til at udvide sin kapacitet. Hans fade og sofaborde i genanvendt plast har været en stor succes, og hvis growdfundingen lykkes, vil designeren gå fra 300 kilo genanvendt plast til 1400 kilo om måneden. 

For iværksætter og designer Andreas Zacho har fade og sofaborde i genanvendt plast vist sig at være en succes blandt forbrugerne. I sin virksomhed A Circular Design Studio, der har til huse i Skovlunde, har han nu svært ved at følge med efterspørgslen på de bæredygtige produkter, og derfor igangsætter han en crowfunding. Crowdfundingen blev sat i gang den 24. oktober, og målet er at kunne rejse 100.000 kroner på tre uger.

“Vores produkter har fået en virkelig varm modtagelse, siden vi startede for snart et år siden. Vi kan ikke længere følge med, så nu må det være tid til at udvide. I øjeblikket genanvender vi 300 kilo plastik om måneden, men hvis crowdfundingen lykkes, som jeg håber, den gør, skal det tal til at hedde 1400 kilo,” forklarer Andreas Zacho i en pressemeddelelse.

At Andreas Zacho ikke har valgt at gå i banken efter pengene, er der en særlig grund til.

“Det er et fælles ansvar at arbejde for mere genbrug af plastik. Når man crowdfunder, bliver fællesskabets effekt tydelig, for det er hele kernen i konceptet. Det er derfor, jeg synes, at det er det helt rigtige sted at starte,” fortæller han.

 

“Vi har udviklet en ny produktionsmetode”

Produkterne fra A Circular Design Studio er lavet af mange forskellige typer af ‘gammelt’ plastik. Alt fra gamle shampooflasker til rester af elektrikerens kabelrør er en del af produkternes marmorerede design.

Håbet for Andreas Zacho er, at han og designstudiet kan bidrage til at lære flere om, hvordan man kan arbejde for endnu mere genanvendelse. Pengene fra crowdfundingen skal derfor også gå til at etablere et undervisningslokale, som skal bruges til at uddanne skoler og virksomheder.

“Vi har udviklet en ny produktionsmetode, der gør brugen af genbrugsplastik tilgængeligt for alle og ikke kun de store virksomheder. Ved at lære både børn og voksne om genanvendelsen, kan vi nemmere udbrede brugen af genbrugsmaterialer og i endnu højere grad hjælpe miljøet i den rigtige retning,” lyder det fra designeren.

Foto: A Circular Design Studio, Andreas Zacho