Designvirksomhed betaler seks millioner kroner i bøde

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afgjort, at virksomheden skal betale millionbøde for at have brudt konkurrenceloven og dikteret priser. Virksomheden accepterer afgørelsen, som er baseret på egen henvendelse til styrelsen.  

Hos Gubi har de selv henvendt sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i juni 2020 for at erkende en lovovertrædelse om diktering af priser. Konsekvensen for at have brugt konkurrenceloven er en bøde på 6 mio. kroner. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrrelsen i en pressemeddelelse.

”Forhandlere skal have mulighed for selv at sætte prisen på de varer, de sælger, så de kan konkurrere på prisen til gavn for kunderne. Det har Gubi forhindret dem i ved at diktere, hvad varerne som minimum skulle koste. Det har dog indgået som en formildende omstændighed i bødens størrelse, at Gubi selv har henvendt sig til os om lovovertrædelsen,” fortæller direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald.

Grunden til overtrædelsen skal findes i, at ansatte hos Gubi har indgået konkurrencebegrænsende aftaler med en række forhandlere ved at stille krav om, at de vejledende priser skulle overholdes som mindstepriser.

”Som formildende omstændighed er der lagt væk på, at Gubi har dokumenteret, at virksomheden har implementeret foranstaltninger, der skal sikre, at overtrædelsen ikke sker igen. Derudover har Gubi selv henvendt sig til myndighederne og erkendt overtrædelsen samt bidraget til sagens opklaring og afgørelse,” lyder det i pressemeddelelsen.

Gubi har accepteret at betale bøden. I en pressemeddelelse forklarer Gubi, at de efter en ekstern advokatundersøgelse, som de selv havde iværksat, fandt frem til, at de i nogle tilfælde kunne have overtrådt reglerne om håndhævelse af vejledende udsalgspriser.

”Vi blev opmærksomme på problemstillingen på baggrund af en henvendelse fra en tidligere forhandler, hvorefter vi med det samme iværksatte en ekstern advokatundersøgelse. På baggrund af advokatundersøgelsen henvendte vi os til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, som vi naturligvis har samarbejdet med gennem hele forløbet,” siger Lars Munch, bestyrelsesformand for Gubi.

”Som en af de førende virksomheder inden for boliginteriør og design gennem mange år er det naturligvis magtpåliggende for os at drive vores forretning på en ordentlig og redelig måde. Vi har accepteret styrelsens afgørelse og har som konsekvens af
sagen indskærpet og præciseret vores interne retningslinjer samt gentaget compliance-træning af alt relevant personale. Efter vi selv henvendte os til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har vi haft et godt og konstruktivt samarbejde. Sagen er nu
lukket, og med den bag os ser vi fremad og glæder os til at fortsætte Gubis gode udvikling,” tilføjer han.

 

Foto: Gubi