Designvirksomheden Zone Denmark har for første gang modtaget en pris i den internationale arkitektur- og designkonkurrence. Covid-19 blev afsæt for virksomhedens løsning på en dispenser med sensor.

Som et brand, der i forvejen markerer sig på markedet for sæbedispensere, var der ikke langt fra tanke til handling, da idéen om en berøringsfri dispenser blev kastet på bordet hos Zone Denmark.

Resultatet blev et produkt i badeserien Ume, som er designet af danske VE2. Dispenseren er forsynet med en sensor, der leverer en tilpas mængde sæbe eller håndsprit, når man berøringsfrit placerer hånden under tuden – meget passende i en tid, hvor håndtryk er datid, og hygiejne er vigtigere end nogensinde.

Produktet er højaktuelt i disse pandemitider, og det belønner German Design Council, der står bag Iconic Award, ved at tildele Zone Denmark prisen for det bedste produkt under kategorien Bath & Wellness.

”Selv om vi har vundet mange internationale designpriser tidligere, er vi vilde med denne Award – ikke mindst med navnet – og vi er stolte og glade for den anerkendelse, som juryen har vist denne satsning,” lyder det i en pressemeddelelse fra Michael Bruun, Design & Brand Manager hos Zone Denmark.

Foto: Zone Denmark