Designvirksomheder sammenlægges

To designvirksomheder sammenlægges i ét driftsselskab med virkning fra den 1. oktober 2020 under navnet Design Concept Denmark. Den ene virksomhed overtager den anden.  

I en pressemeddelelse bliver det offentliggjort, at de to designvirksomheder Andersen Furniture og Muubs sammenlægges den 1. oktober 2020 i ét driftsselskab under det nye navn Design Concept Denmark. Bag det nye selskab står samme ejerkreds, som i dag står bag Andersen Furniture. Herved overtager ejerne af Andersen Furniture Muubs.

De to brands har hvert deres fokusområde og udtryk og vil derfor forblive selvstændige brands.

”De to brands bliver drevet videre som to selvstændige og sideordnede brands med hvert deres udtryk og stilart og vil fortsætte på de nuværende adresser i henholdsvis Tjørring og Søften ved Århus. Bent Povlsen, som er grundlægger af Muubs, vil være tilknyttet firmaet på konsulentbasis i design- og udviklingsmæssig sammenhæng,” lyder det i pressemeddelelsen.

Den adm. direktør i Andersen Furniture, Poul Frandsen, vil forsætte som direktør i paraplyselskabet Design Concept Denmark.

”Ejerne af Andersen Furniture er overbeviste om, at de ved overtagelsen af Muubs vil skabe synergifordele og samtidig fortsætte den positive udvikling af begge brands,” lyder forklaringen videre.

Det nye selskab opnår en omsætning på over 100 mio. kroner, og medarbejderstaben vil tælle mere end 50 personer.

Foto: Muubs