Dinesen lancerer for første gang møbler

Virksomheden, der især er kendt for sine smukke plankegulve, udvider nu sortimentet med en møbelkollektion.  

Under dette års 3 Days of Design kunne Dinesen løfte sløret for en ny satsning: en møbelkollektion. Kollektionen, som går under navnet Dinesen Collection, består af otte møbler og interiørgenstande, der ifølge brandet skal aktivere sanserne gennem æstetisk bæredygtighed.

“Ønsket om at bringe naturens nærhed tættere og at vække nysgerrigheden til træet som materiale er nerven i kollektionen,” lyder det fra Dinesen i en pressemeddelelse.

Dinesen Collection er lavet af Design Studies, som består af designduoen Hans Peter Dinesen, der er femte generation i Dinesen-familien, og Mikkel Vestergaard.

”Målet er altid at berige livet for mennesker, der former deres liv omkring møblerne. Denne kollektion er en manifestation af, hvordan design kan give os en livsramme, der kan bringe mennesker sammen og bringe os tættere på naturen og trivsel,” forklarer Hans Peter Dinesen, hvortil Mikkel Vestergaard tilføjer:

”At skabe møbler, der forener et æstetisk design med oplevelser, der fremkalder velvære og vækker sanserne, og styrker forbindelsen mellem os og naturen, er centralt i Dinesen Collection.”

I kollektionen finder man fem forskellige møbler, blandt andet en bænk og en daybed. Derudover består kollektionen også af møbelplanker, en interiørduft samt såkaldte Dinesen Bricks, der er skabt af overskudstræ fra Dinesens egen produktion, og som kan bruges som dekorationer, skærebræt eller fade.

Foto: Dinesen