Historien begyndte i 1903, og bagkataloget indeholder mere end 50 lampedesign. Lampebrandet, som har været lukket ned i en årrække, relanceres nu med sigte både mod det private og professionelle marked.
Den traditionsrige, danske belysningsvirksomhed Lyfa, der begyndte tilbage i 1903, relancerer i efteråret 2020 en ny kollektion, der indeholder mere end 50 forskellige pendler, bord- og gulvlamper fra det store bagkatalog – tegnet af nogle af Danmarks dygtigste belysningsdesignere.
Virksomheden har været lukket ned i en årrække, men er nu klar til at relancere brandet med 2020-kollektionen, som blev præsenteret under 3 Days of Design.
Planen er, at Lyfas design skal forhandles både på det private og professionelle marked – i Danmark og resten af verden.
”Med Lyfa sætter vi barren højt for moderne lamper i højeste kvalitet, og vi vil udfordre den gængse opfattelse af, hvad belysning kan og skal. Vi vil give nogle af Danmarks smukkeste lamper den værdighed, de fortjener, og videreføre dansk design internationalt,” lyder det fra Ramus Markholt, der er Design Director hos Lyfa.
De relancerede lamper i 2020-kollektionen er nøje udvalgt med respekt for designernes håndværk, detaljegrad og materialevalg. Lamperne forhandles online og vil i løbet efteråret 2020 også forhandles hos en lang række danske og internationale butikker.
Foto: Lyfa