Designvirksomheden Flexa har været gennem en rivende udvikling, men et hurtigt blik på virksomhedens sociale medier og nyeste kollektion afslører at virksomhedens ambitioner rækker endnu længere. 365DESIGN har talt med Flexa om virksomhedens nye tiltag.

Til trods for at børnemøbelproducenten Flexa har gennemgået store forandringer gennem de seneste år, har de fortsat flere udviklingsidéer i støbeskeen. I et interview med Flexa er 365DESIGN blevet klogere på virksomhedens nyeste tiltag, og hvad fremtiden har i vente for virksomhedens kunder.

Flexa er kendt for at designe og producere fleksible børnemøbler, der kan tilpasses efterhånden som barnet vokser. De vil ikke gå på kompromis med funktion og design, når de nytænker møbler ud fra deres tre hovedområder; søvn, læring og leg. Det er en tilgang til design, der, ifølge Flexa, inden for de sidste tre år har resulteret i hele tre Red Dot Awards for deres Popsicle kollektion, Toys kollektion og det nyeste skud på stammen, deres Birk kollektion.

Flexa har ambitioner om at være eksperter når det kommer til udviklingen af nye produkter til børn. De vil derfor ikke nøjes med at designe møbler men derimod skabe hele børneuniverser, der kan udvikle og stimulere barnet gennem dets opvækst.

 

Ny visuel identitet

Med et øget fokus på et mere livsstilsbaseret brand til børn har virksomheden ligeledes arbejdet på at tilpasse det visuelle udtryk, så det netop afspejler det nye designudtryk og kvaliteten af virksomhedens produkter. Den nye visuelle identitet, der kan opleves på virksomhedens hjemmeside og i deres butikker, afslører en minimalistisk og skandinavisk stil.

 

En bæredygtig fremtid

Til trods for at Flexa har været gennem en stor turn-around, er de ikke færdige med at udvikle brandets identitet. Fremadrettet vil virksomheden arbejde mere strategisk med bæredygtighed, når de designer møbler til børn.