Det danske interiørbrand har netop lanceret en stor designkonkurrence, hvor nye såvel som etablerede talenter vinder en plads i brandets produktportefølje.
House Doctor har 20 års jubilæum i år. I den anledning har livsstilsbrandet arrangeret en konkurrence kaldet CREATE!, hvor de inviterer alle kreative sjæle og design-entusiaster fra hele Europa, til at komme med deres bud på fremtidens House Doctor produkt.
Og præmien: Vinderens design sættes i produktion og bliver en del af House Doctors sortiment i brandets AW23-kollektion samt 40.000 kroner. Dette er jurypræmien, men der er også mulighed for at blive publikumsfavoritten og vinde 10.000 kroner samt mulighed for at få sit design i produktion.
Et tættere forhold til upcoming talenter
Med 20 år i bagagen har House Doctor arbejdet med mange etablerede designere og haft et tydeligt DNA i brandet. Men ifølge Tove Cortnum, der er Creative Director i House Doctor, håber de på at kunne give lidt igen og lade andres design blive en del af porteføljen. Derfor er alle også er velkomne til at smide deres bud i puljen, hvad end det er nye, garvede, gamle, enkeltdesignere, duoer eller deciderede studier.
”Vi håber at se en masse kreative og nytænkende bud på potentielle House Doctor-designs. Forslagene skal naturligvis passe ind i vores DNA, men som et efterhånden veletableret brand vil vi også meget gerne overraskes og have nogle friske øjne på vores univers,” siger Helle Ethelberg, Strategic Design Responsible hos House Doctor i en pressemeddelse.
Så selvom konkurrencen primære mål er at anerkende kreative designere, giver det også en mulighed for at opbygge et stærkere samarbejde mellem House Doctor og upcoming talenter.

Designkonkurrencen kører indtil den 6. september, hvor vinderne, der udvælges af et dommerpanel og brandets følgere på sociale medier, kåres i forbindelse med en stor fest.
Dommerpanelet består af:
Mads Arlien-Søborg: livsstils- og designekspert. Han har blandt andet beskæftiget sig med trendforskning og som foredragsholder.
Rikke Juhl Jensen: En af de tre søskende, der ejer House Doctor. Hun har i mange år været ansvarlig for brandets produktdesign.
Helle Ethelberg: Strategic Design Responsible for House Doctor.
Foto: House Doctor





