“Vi ved, at vi ikke redder verden, men vi prøver at forbedre os dag for dag for at reducere vores økologiske fodaftryk og at være stolte af, hvad vi gør,” lyder det fra brandet om det nye koncept Hübsch Care.
Den grønne bølge har nu i flere år skyllet ind over design-, møbel- og interiørbranchen. ’Bæredygtighed’ er ikke blot et buzzword, men et konkret forretningsmål for mange virksomheder.
Nu melder Hübsch også ind med et konkret bæredygtigt initiativ – det nye koncept Hübsch Care. I efteråret 2020 har designbrandet iværksat det nye koncept, hvor en af virksomhedens kerneværdier ’ansvarlighed’ er i højsædet.
”Som designvirksomhed anerkender vi, at det, vi gør, har indflydelse på miljøet. Derfor forsøger vi konstant at finde nye og bedre måder at designe og udvikle vores produkter med godkendte og bæredygtige materialer. Derfor har vi i efteråret ændret alt vores træproduktion til udelukkende at bestå af FSC-certificeret træ, mens vi er i proces med at indføre OEKO-TEX-certificering på alle vores tekstiler. Sidste år lancerede vi vores nye livsstilsserie, som er ECOCERT-certificeret,” fortæller stifter og salgs- og marketingdirektør Daniel Henriksen i en pressemeddelelse.
Det nye koncept skal fungere som en løbende proces og et pejlemærke for, hvor Hübsch ønsker at bevæge sig hen, lyder det fra Daniel Henriksen, som uddyber:
“Vi ved, at vi ikke redder verden, men vi prøver at forbedre os dag for dag for at reducere vores økologiske fodaftryk og at være stolte af, hvad vi gør.”
I hovedtræk består Hübsch Care af, at alt produktion af træprodukter fra efteråret 2020 er af FSC®-certificeret træ, at alle tekstiler skal være OEKO-TEX®-certificerede inden udgangen af 2022, at Hübsch’ Lifestyle-serie er produceret i Danmark og certificeret af ECOCERT®, og at virksomheden kun ønsker at arbejde med leverandører, der allerede har implementeret BSCI-kontrol på sine fabrikker eller er i færd med at gøre det.
Det danske brand er repræsenteret i mere end 3.000 butikker og webshops i 67 forskellige lande verden over.
Foto: Hübsch