En tocifret millioninvestering i et dansk fragtfirma skal sikre Ikeas transport af produkter fra varehusene og ud til forbrugerne – både herhjemme og i en lang række europæiske lande på sigt.
Det danske fragtfirma Mover har netop modtaget en investering fra Ikea. Investeringen lyder på et tocifret millionbeløb og er banebrydende for Mover, der nu kan udvikle og optimere virksomheden. Det fremgår i en pressemeddelelse fra fragtfirmaet.
Movers koncept er et fællesskab af chauffører og vognmænd, der fragter ting både for privat- og erhvervskunder.
Ikea vil bruge Mover som fundament for transport af produkter fra sine varehuse og ud til slutforbrugeren. Lige nu er Movers service tilgængelig i Danmark, men planen er, at Mover inden for det næste år skal udbredes til en lang række europæiske lande. Målet er at blive Europas største logistikoperatør inden for de næste ti år. Det skriver Børsen.
Hos Ikea ser de et stort potentiale i Mover, der kan forbedre leveringsoplevelsen for forbrugerne.
”Vi ser allerede, at løsningen næsten natten over har forbedret vores gennemsigtighed, leveringspræcision, og så tillader den os at reducere leveringsomkostninger. Dette er et vigtigt skridt fremad, der gør det muligt for Ikea Retail at levere forbedrede leveringstjenester til vores kunder, samtidig med at det reducerer vores miljømæssige fodaftryk,” udtaler Marcus Baumgartner, Customer Fulfillment Manager i Ingka Group.
Foto: Ikea