Dynegiganten Jysk har valgt at lukke koncernens 13 butikker i Kina efter otte år. “Det er en træls, men nødvendig beslutning,” udtaler CEO & President i Jysk Nordic, Jan Bøgh.

Lars Larsen giver op og smider dynen i ringen. Otte år efter dynegiganten åbnede de første butikker i Shanghai, har ledelsen i Jysk Nordic valgt at lukke koncernens 13 butikker i Kina og samtidig revidere strategien for Asien.

”Det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Det er en træls, men nødvendig beslutning. Jysk er kendt for at investere langsigtet og acceptere, at det kan tage mange år at komme i plus på et nyt marked. Men i forhold til Kina må vi ganske enkelt konstatere, at vi ikke har kunnet finde den rigtige formel, og derfor lukker vi de butikker, vi har i dag, og så må vi tilbage til tegnebrættet,” udtaler CEO & President i Jysk Nordic, Jan Bøgh, i en pressemeddelelse.

Lukningen af Jysk-butikkerne i Kina ændrer dog ikke ved koncernens langsigtede planer. Det understreger Jan Bøgh, som fremadrettet vil have Jysk-butikker over hele verden – det gælder også de asiatiske lande og Kina. Men det handler om at finde den rette strategi.

”I Jysk er vi først og fremmest købmænd. Så hvis vi ikke tjener penge på et marked og ikke har fundet den rette strategi for, hvordan vi kan komme til det, tager vi selvfølgelig konsekvensen. Det har vi gjort nu, og så handler det om at få lavet en ny strategi for, hvordan vi kommer godt ind på en række andre markeder,” fortæller Jan Bøgh i pressemeddelelsen.

De 13 butikker i Kina bliver løbende lukket i løbet af det kommende år.


Selv om Jysk Nordic har valgt at lukke butikkerne i Kina, så fortsætter virksomheden stadig med at udvide sit butiksnetværk i andre lande.

Jysk Nordic har således åbnet fem nye butikker torsdag den 31. maj. Det drejer sig om butikker i Budapest (Ungarn), Kiev (Ukraine), Malacky (Slovakiet), Västberga (Sverige) og Bistrita (Rumænien).