Køkkenfirmaet Multiform har planer om at brede sig ud i hele boligen. De vil nu til at producere møbelløsninger.
Siden 1982 har Multiform været kendt for at lave køkkener, men nu skruer køkkenfirmaet fra Kibæk op for ambitionerne. Køkkenproducenten ønsker nemlig at brede sig fra køkkenet ud til hele boligen med nye møbelløsninger.
”I dag er vores boliger åbne og indbydende, så traditionelle skel mellem eksempelvis køkken og de øvrige rum forsvinder. Derfor er det naturligt, at vi breder os til endnu flere dele af boligen med speciallavede møbelløsninger, som skaber en rød tråd i boligindretningen,” siger Allan Meyer, CEO hos Multiform.
Når Multiforms indretningsarkitekter i dag rådgiver om køkkenindretning, tænker de allerede hele hjemmet ind, og ifølge Allan Meyer er det derfor Multiforms styrke at kunne kombinere optimal funktion med passion for materialer og tidløst design.
Han forklarer videre, at fordi Multiform specialfremstiller deres produkter til den enkelte kunde, så er der i princippet ingen grænser for de møbelløsninger, som Multiform kan levere.
“Hvis en familie drømmer om et vinrum, som binder køkken og stue sammen, så bliver det tegnet, designet og produceret. Det kan også være en skænk til stuen, som matcher et af Multiforms køkkener. Eller en garderobe efter mål, som er indrettet efter familiens ønsker. Eller en multifunktionel bænk fra køkken til stue, som skaber sammenhæng mellem de to rum.”
Allan Meyer fortæller, at disse løsninger i høj grad er oppe i tiden.
”Køkken- og møbelbranchen oplever svære tider lige nu. Samtidig ser vi en stærk tendens blandt forbrugerne til, at mange ønsker langvarige forbrugsgoder, som er tidløse i designet og i en kvalitet, der holder til hverdagens slid i generationer. Stadig flere er bevidste om, at vi ikke kan blive ved med at købe og smide væk, som vi har gjort i årtier. En mere bæredygtig måde at tænke på, som passer perfekt med Multiforms kompromisløse tilgang. Derfor er jeg sikker på, at timingen for flere møbelløsninger fra vores hånd er rigtig,” siger Allan Meyer.