De store ambitioner hos danske Reform har nu fået ekstra luft under vingerne med en stor investering. Målet er at nå milliarden uden at gå på kompromis med kerneværdierne.
Tidligere på ugen slog den danske køkkenvirksomhed Reform dørene op til sit nye showroom i Santa Monica i USA. Virksomheden har allerede to showrooms i Danmark, fire i Tyskland og nu to på det amerikanske marked. Åbningen af det nye showroom markerer virksomhedens internationale vækst.
Ambitionen hos de to grundlæggere, Jeppe Christensen og Michael Andersen, har været klar, siden startskuddet til Reform lød for seks år siden: De ville til udlandet og skubbe til køkkenbranchen med designkøkkener til overkommelige priser. Det endelig mål er at blive det største og bedste køkkenfirma i verden, der fokuserer på medarbejdernes trivsel, kundernes oplevelse og jordklodens ve og vel.
Nu har ambitionerne fået ekstra brændstof. Reform har netop modtaget en investering fra Vækstfonden på 70 mio. kroner.
”Vi har nu bevist, at Reform har virkelig stort potentiale, og derfor har vi i et halvt års tid været i dialog med forskellige investorer,” fortæller Michael Andersen til 365DESIGN og fortsætter:
”Vi er rigtig glade for, at vi er endt med at samarbejde med Vækstfonden. De har et godt team, gode indsigter og de samme ambitioner som os. Derudover har det været vigtigt for os at finde en partner, hvor vi havde den rigtige balance mellem den kapital, vi henter, og at vi stadig beholder majoriteten af ejerskabet i Reform.”
Partner hos Vækstfonden Erik Balck Sørensen ser frem til at blive en del af Reform og blandt andet bidrage til brandets internationale udvidelse.
”Det er vigtigt, at vi kommer godt ud af krisen og får skabt vækst og arbejdspladser. Derfor er jeg rigtig glad for, at Vækstfonden med denne investering i Reform kan medvirke til at udvikle et nyt dansk design-fyrtårn og bidrage til deres globale ekspansion. Med sit fokus på bæredygtighed og tilgængeligt design taler Reform ind i en lang dansk tradition inden for design og håndværk. Vi glæder os til samarbejdet,” udtaler han i forbindelse med investeringen.

Kerneværdierne først – derefter milliarden
Selv om Reform har vækstet mindre end planlagt i 2020 grundet corona, føler teamet sig privilegerede over ikke at være hårdere ramt.
Fra 2018 til 2019 vendte virksomheden et mindre underskud til et overskud på 4,5 mio. kroner. I 2020 når Reform en omsætning i omegnen af 100 mio. kroner, og den økonomiske ambition er at blive en milliardvirksomhed. Men ikke for en hver pris.
”Det allervigtigste for os er ikke det finansielle mål, men vores overordnede mission om at give folk bedre design til en fornuftig pris, medarbejdernes trivsel, kundernes oplevelse og ikke mindst vores allesammens jordklode. Vi vil altid prioritere vores kerneværdier højest, og det forstår Vækstfonden,” forklarer Michael Andersen.
Investeringen går til…
Reform, der i dag beskæftiger snart 200 ansatte, vil bruge investeringen til at udvikle flere forskellige dele af virksomheden.
Over de kommende år vil flere nye køkkendesign skabt af nogle af verdens dygtigste designere og arkitekter blive lanceret, kunderejsen vil blive mere velsmurt, og flere showrooms vil komme til.
Den kortsigtede plan er at indtage Paris, London, Wien, Amsterdam og Bruxelles med showrooms. Michael Andersen fortæller, at Reform har planer om at åbne 6-8 showrooms i 2021, og et showroom om måneden i 2022. De nye showrooms skal være med til at drive den globale vækst – 80 procent af Reforms salg sker allerede udenfor de danske grænser, hvor det især er Europa og USA der vækster i øjeblikket.
Investeringen kommer også til at gå til noget, som ligger de to grundlæggeres hjerte nært: det grønne fokus. Ambitionen er at være CO2-neutrale i 2025, hvorefter virksomheden ønsker at bidrage til miljøet ved at blive CO2-positive.
”Vi vil gerne føre vores grønne omstilling helt til dørs og lave mindst muligt dårligt impact på kloden. Det har vi allerede gjort blandt andet ved at udskifte nogle materialer til mere bæredygtige alternativer, men med investeringen kan vi komme endnu længere og nå vores grønne mål,” fortæller Michael Andersen.

Foto øverst: Fra venstre Jeppe Christensen og Michael Andersen, Reform