Hos møbelleverandøren er de på forkant med corona-beredskab. Siden foråret har de haft kriseledelse og alarmberedskab, og nu hæves beredskabet igen.
Hos Kvist Industries i Årre ved Varde har de i denne uge afholdt et krisemøde. Møbelvirksomheden, der er underleverandør til mange danske møbelvirksomheder, har indtil nu fået råmaterialer hjem fra Slovakiet og Tjekkiet. Nu er de to lande dog ramt hårdt af Covid-19, og direktør Jens Bach Mortensen har nu forberedt sig på, at landegrænserne snart lukker. Det skriver Børsen.
”Det går den forkerte vej, så nu hæver vi beredskabet igen. Der er stor sandsynlighed for, at vi ikke kan få råvarer fra på fredag,” udtaler han til mediet.
At køre med kriseberedskab er ikke nyt for Kvist Industries. Siden foråret har de haft kriseledelse og et alarmberedskab som topprioritet. Beredskabet har været sænket de seneste måneder, men kan nu blive vigtigt at igangsætte igen.
Kriseledelsen hos møbelvirksomheden er delt ind i fem tastforces prioriteret efter vigtigheden for virksomheden i en krisesituation. Første prioritet er medarbejderne, dernæst kunderne, og så følger leverandørerne, økonomien og til slut eksterne partnere. Områderne er så koordineret af en leder som hver morgen vurderer, om der er grund til bekymring, eller om alt kører, som det skal.
Forårets erfaringer har lært Kvist Industries, at en tæt og ærlig dialog med kunder og leverandører er vigtigt for at sikre forsyningssikkerhed i hele værdikæden.
“Før corona var der en tendens til, at vores dialoger med leverandører og kunder halvdelen af tiden handlede om pris, mens forsyningssikkerhed har været vigtigere under nedlukningen. Der er kommet en meget højere fortrolighed mellem partnerne,” fortæller direktøren.
Kvist Industries beskæftiger i alt 133 ansatte og er ifølge forskning fra Aarhus Universitet én ud af de 15 procent af danske virksomheder, som har ændret ledelsesstrategi, da coronapandemien ramte i foråret 2020.
Foto: Kvist Industries