Louise Dorph, som står bag A Simple Mess, træder ud af designvirksomheden.

Louise Dorph, der både har fungeret som designer og presse- og SoMe-ansvarlig for interiørbrandet A Simple Mess, har længe haft et ønske om at blogge og udvikle på nye koncepter for forskellige virksomheder. Hun har derfor valgt at overlade interiørbrandet til F&H, som er distributør af brandet, i håb om at få mere tid til at udleve sine drømme.

”Jeg har længe haft en drøm om at have mere frihed til at blogge, skabe unika kunst, designe for andre og til at udvikle på nye koncepter for forskellige firmaer og butikskæder. Jeg var med til at bygge et smukt designbrand op, nu slipper jeg min lille baby og glæder mig til at starte nye spændende projekter op,” skriver Louise Dorph på sin blog.

Louise Dorph har tidligere været chefredaktør på Bolig Magasinet og vært og indretningsarkitekt på programmet ’Hjælp mit hus skal sælges’ og ’Sig det med bolig’.