Den svenske møbelgigant må nu tage ekstreme midler i brug for at modarbejde det store problem med at få varer hjem.
Længe har der været kaotiske tilstande på det internationale fragtmarked for containerskibe. Over hele verden ligger hundredvis af fyldte containerskibe i kø for at få lov til at komme i havn, og det giver store bekymringer hos leverandører, der mangler varer til kunderne.
Den svenske møbelkoncern Ikea mangler i øjeblikket mange produkter på hylderne og har derfor valgt at købe egne containere og leje egne skibe for at kunne følge med efterspørgslen. Det oplyser det svenske medie Svenska Dagbladet ifølge Berlingske.
“Trængslen i havne i kombination med en historisk stor efterspørgsel har skabt en ubalance på hele verdensmarkedet for søtransport. Oven i det skal lægges en generel mangel på visse råvarer. Sammenlagt har det desværre ført til, at der i dag er begrænsninger i vores sortiment,” udtaler Mikael Redin, ansvarlig for produktleverancerne til Ikea Sverige, til det svenske medie.
Mikael Redin kan ikke oplyse, hvornår han forventer, at situationen hos Ikea vil normalisere sig igen, og hvor længe det bliver nødvendigt selv at stå for containere og hyring af fragtskibe.
Også andre store koncerner såsom amerikanske Walmart har haft pengepungen fremme og har set sig nødsaget til at investere i egne containere og bookning af egne fragtskibe.
Foto: Pexels