Der er rund fødselsdag i møbelbranchen: Populært sofabrand fejrer jubilæum med farverig særkollektion og store ambitioner.

Sofacompany har fødselsdag. I maj er det 10 år siden, at det populære sofabrand så dagens lys. Det har været 10 år med massiv vækst og skiftende ejerskaber – fra privatejet til en del af Lars Larsen Group. Og intet tyder på, at sofamagerne har tænkt sig at læne sig tilbage og puste lidt ud efter 10 flotte år. Nej, for virksomheden har netop åbnet sit tredje showroom i Holland.

Derudover markeres den runde dag med en jubilæumskollektion i kraftige farver. Det er en relancering af brandets 10 mest populære produkter gennem tiden, der genskabes i nøje udvalgte farver såsom bubblegum, lysegul, græsgrøn, koboltblå og lavendel.

“Jubilæumskollektionen er en hyldest til vores største succeser gennem de seneste 10 år, som heldigvis har budt på mange bestsellere. Oprindeligt ville vi faktisk have lanceret en helt ny sofakollektion for at markere jubilæet, men på grund af pandemien har vores fabrik i Vietnam kørt på lavt blus, og derfor måtte vi tænke i helt nye baner. Heldigvis er vores setup meget agilt og omstillingsparat, og derfor kunne vi relativt hurtigt sadle om og producere vores bestsellers i nye tekstiler og farver,” siger Line Nevers Krabbenhøft, Head of Design ved Sofacompany i en pressemeddelelse.

Fra 21 til 30 showrooms inden 2025

Sofacompany producerer omkring 50.000 møbler om året. De ejer selv hele værdikæden og leverer deres møbler direkte til kunderne uden fordyrende mellemled. Og noget tyder på, at det er en model, der virker. Virksomheden nærmer sig nemlig en milliardomsætning med hastige skridt.

I anledning af Sofacompanys indtræden i Lars Larsen Group i 2021 fortalte adm. direktør Henrik Andersen i Børsen, at ambitionen er at milliarden skal nås i 2022.

“Det er gået stærkt i de seneste år, og vi forventer at trykke yderligere på speederen både herhjemme og på eksportmarkederne i de kommende år, så vi indenfor 1-2 år passerer en milliard i omsætning. Den rejse indebærer vækst både på vores eksisterende markeder og indtog på helt nye markeder,” lød det i forbindelse med efterårets regnskabsaflæggelse, fortæller Henrik Andersen i en pressemeddelelse.

Også på den globale scene går det strålende: Eksporten udgør i dag omtrent 70 procent af omsætningen, og Sofacompany har i dag 21 showrooms: fire i Danmark og 17 i henholdsvis Sverige, Norge, Holland, Belgien, Schweiz, Tyskland og Østrig. Faktisk er planen, at mængden af showrooms skal op på 30 inden 2025.