Med den danske arkitekt Eva Harlou i spidsen åbner Mater nu et nyt designstudie, Earth Studio, der har bæredygtighed som det primære fokusområde.

Den danske møbel- og belysningsproducent Mater udvider forretningen med et nyt koncept. Det sker med etableringen af et nyt designstudie – Earth Studio. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

I spidsen for det nye designstudie står Eva Harlou, der er uddannet arkitekt og har mange års erfaring med arkitektur, indretning og møbeldesign.

Der bliver dermed tale om en udvidelse af et igangværende samarbejde mellem Mater og Eva Harlou. De to parter har nemlig, i løbet af de seneste tre år, skabt møbel- og produktdesign sammen.

Foto: Eva Harlou

”Det er en stor gave at få muligheden for at udvide samarbejdet med Mater. Vi har sammen skabt møbler som daybeden, Winston, spejlmøblet, Grace, Double Bottle og lampeserien, Coco, og flere fælles møbler er på vej. Mater og jeg arbejder nu sammen på tredje år, og derfor ved jeg, hvor dygtig virksomheden er til at realisere møbler af høj kvalitet. Det er en styrke for Earth Studio at være tæt knyttet til et solidt produktionsapparat, og det er unikt, at vi kan tilbyde vores kunder specialtegnede møbler, lamper og andet inventar,” udtaler Eva Harlou i pressemeddelelsen og fortsætter:

 

”Med Earth Studio får jeg muligheden for at arbejde med det, som står mit hjerte meget nært, nemlig indretningsopgaver og dét at løse dem med stor omtanke for mennesker og miljø. Indretningsopgaver ligger i et uhyre interessant og vigtigt spændingsfeltet mellem bygningskunst og møbeldesign, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Earth Studios projekter.”

Mater oplyser, at de første indretningsprojekter af Earth Studio kan opleves under 3 Days of Design i København og i forbindelse med Clerkenwell Design Week i London.


Fokus på bæredygtighed

Hensigten med Earth Studio er at skabe ikoniske og skræddersyede indretningskoncepter – både i Danmark og uden for landets grænser. I udlandet kommer designstudiet til at drage nytte af Maters showrooms, Mater Earth Galleries, der i løbet af 2018 og 2019 åbner på flere udenlandske markeder.

Bæredygtig bliver det primære omdrejningspunkt i Earth Studio, der tilbyder specialproduktion og udvikling af møbler, belysning og andet inventar.

Foto: Henrik Marstrand

”Da jeg i sin tid stiftede Mater, var det en klar målsætning at have en unik position i markedet. Her blev design og bæredygtighed omdrejningspunktet. Vi har uden tvivl været pionerer på dette punkt, og det har været godt men også meget lærerigt, da vi var tidligt ude med disse tanker,” udtaler CEO hos Mater, Henrik Marstrand, i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Med Eva Harlou får vi en førende arkitekt ind til at drive vores design studio – en kreativ kraft som kan sikre, at vi leverer både på design og på nytænkning inden for bæredygtighed. Præcis, som det er tilfældet med Mater.”


Mater blev etableret i 2006 af Henrik Marstrand. Mater er det latinske ord for ‘mor’, og derfor er navnet en daglig påmindelse om de små bidrag, som virksomheden gør for at forhindre flere udfordringer for moder jord.