Som førstegangsudstiller på Trends & Traditions er møbel- og designvirksomheden ærgerlig over, at de i år ikke kunne få sin debut på designeventen. Det bliver i stedet til næste år, hvor der allerede er booket udstillerplads.

Hvorfor skulle Mazo udstille på Trends & Traditions?  

En stor del af vores forretning er bundet op på B2B-salg – især til soft contract-segmentet, der indebærer hoteller, restauranter, lounge områder med mere. Trends & Tradition er et rigtig godt sted for os at fremvise vores kollektion for arkitekter og indretningsarkitekter, og så er det en superfin messe at mødes med vores kolleger fra branchen i lidt mere uformelle omgivelser.

 

Hvad betyder det for jer, at eventen alligevel ikke afvikles?

Vi er naturligvis ærgerlige over, at eventen ikke afvikles. Vi havde en del nyheder, som vi gerne ville have vist, og desuden var det første gang, at vi skulle have udstillet. Men vi glæder os til næste år, hvor vi allerede har sikret os en udstillerplads.

 

Har/havde I planer om at udstille på andre messer?

Ja, vi har planer om at deltage i en del arrangementer samt messer. Til efteråret deltager vi i 3 Days of Design i København, og til foråret 2021 skal vi både til Stockholm, IMM Cologne i Køln og ICFF i New York. Desuden har vi fået en del åbninger på Milano-messen, som er rykket til 2021, men vi har ikke lagt os helt fast endnu. Og så skal vi selvfølgelig på Trends & Traditions næste år.


Har I tænkt over, hvordan I nu når ud til jeres kunder, nu hvor Trends & Traditions (og andre messer) er aflyst? 

Vi har allerede en god dialog med vores kunder, og så sender vi lidt flere nyhedsbreve ud, end vi normalt ellers gør. Desuden har vi investeret i en supergod kaffemaskine, som nu skal på overarbejde i forbindelse med møder i vores nyligt åbnede showroom.

Foto: Mazo