LeeSign Creative Partner er rykket ind i nye lokaler og har fået samlet virksomheden under ét tag. Ejer Mette Lysdal Stoltenborg ser lyst på fremtiden og glæder sig til, at messerne kommer igen.

I nogle helt nyrenoverede lokaler i Herning er messe- og indretningsvirksomheden LeeSign Creative Partner netop rykket ind. Før var virksomheden spredt flere steder i byen, men nu er alt samlet under ét tag: både tegnestue, produktion og lager.

For at inspirere kunderne har det nye domicils mange rum forskellige temaer, som blandt andet iscenesættes med farver. Derudover har bæredygtighed også fået en væsentlig plads.

”En del af vores showroom bliver opbygget i bæredygtige og upcyclede materialer. Det gør vi for at vise vores kunder, hvor mange muligheder der er med bæredygtig indretning. Bæredygtighed er i højsædet i øjeblikket, og mange af vores indretningsprojekter indeholder det som bærende elementer,” fortæller ejer og anden generation af virksomheden, Mette Lysdal Stoltenborg, til 365DESIGN.

I det nye domicil har LeeSign Creative Partner også selv haft en finger med i spillet indretningen af køkkenet. Her har de selv stået for designet og produktionen. Køkkenet er ifølge Mette Lysdal Stoltenborg et eksempel på mangfoldigheden af det, som virksomheden kan lave.

 

Fokus på andre ben

LeeSign Creative Partner, der blev stiftet i midten af 70’erne, beskæftiger sig i dag primært med messestande, og coronapandemien blev derfor lidt en mavepuster. Heldigvis hviler LeeSign Creative Partner også på andre forretningsben.

”Vi bredte forretningen ud til også at handle om showrooms, shop-in-shops og indretninger af kontorer og forretninger. Heldigvis – kan man sige i denne tid, hvor alle messer er aflyst – for messerne, der normalt fylder 70 procent af vores omsætning, er jo lige nu på et rent nul. Vi måtte derfor fokusere mere på virksomhedens andre ben, og så var det jo rart, at vi havde kontakterne og kompetencerne til det,” udtaler Mette Lysdal Stoltenborg til Herning Folkeblad.

Et andet forretningsområde, som nu er kommet mere i spil, er indretning af butikker, forklarer Mette Lysdal Stoltenborg:

”Butiksindretning er et forretningsområde, der vokser hos os lige nu. Mange retter henvendelse for at få unikke forslag til deres indretning – og netop det unikke og kundetilpassede er vores speciale.”

Nu ser Mette Lysdal Stoltenborg frem til at komme helt på plads i det nye domicil. Ikke mindst glæder hun og resten af teamet hos LeeSign Creative Partner sig til, at der igen kommer gang i messerne forhåbentligt inden alt for længe.

Foto: Mette Lysdal Stoltenborg