Interiørvirksomheden IC Lauvring er netop blevet solgt til det store, norske handelshus Dalema Gruppen.

Som et led i et generationsskifte er den midtjyske interiørvirksomhed IC Lauvring Holding ApS blevet solgt til den norske handelsvirksomhed Dalema Gruppen. Det offentliggjorde IC Lauvring i en pressemeddelelse den 29. juli 2019.

Dalema Drift A/S overtager hermed alle selskaber i IC Lauvring-koncernen, hvor den nuværende adm. direktør Per Nybo Nielsen vil fortsætte som daglig leder.

Dalema Gruppens aktiviteter spreder sig over flere brancher. Handelshuset står blandt andet bag den norske sportsdistributør Ultimate Nordic, garngrossisten Gjestal AS og nu også interiørvirksomheden IC Lauvring, der udover interiør også leverer produkter til florister, havecentre og byggemarkeder.

Om salget udtaler Per Nybo Nielsen:

”Det er en rigtig god dag for alle medarbejdere i IC Lauvring. Vi forventer en styrkelse af vores koncept og sourcing, ligesom driften kan optimeres gennem en række synergier. Vi ser overtagelsen som en flot accept af den markedsposition, som IC Lauvring har opbygget siden 1987.”

Med købet af IC Lauvring A/S styrker Dalema Gruppen sin position som et af Skandinaviens største handelshuse med en total omsætning i 2019 på omkring 1.6 mia. NOK.