Først bød 2020 på en kollektiv lønnedgang, da Covid-19 ramte i marts. Så vendte udviklingen, og omsætningen slog rekord for syvende år i træk hos møbel- og elektronikvirksomheden, der nu giver bonus til medarbejderne.

Marts måned 2020 blev var som hos mange andre danske virksomheder en stor mavepuster. Corona lukkede landet ned, og det påvirkede blandt andet den aalborgensiske møbel- og elektronikvirksomhed Sackit, der var nødsaget til at fyre fire medarbejdere og tage en kollektiv lønnedgang på 20-25 procent.

Det viste sig dog, at Sackit, der udvikler livsstilsprodukter som møbler, hovedtelefoner og højtalere, kom mere end helskindet gennem 2020 – endda med omsætningsvækst for syvende år i træk og uden hjælp fra statens hjælpepakker.

I en pressemeddelelse fortæller brandet, at beslutsomhed, fleksible medarbejdere og et benhårdt fokus på onlinesalg i korte træk er det, som har været opskriften på at komme gennem et vanskeligt år.

”Alt gik i stå, da pandemien ramte Danmark, og det stod klart, at vi måtte handle hurtigt og konsekvent. Ikke for at spare os ud af krisen, men for at udfordre os selv og finde nye veje til at øge salget,” siger Kristoffer Glerup, CEO hos Sackit, og fortsætter:

”Det er heldigvis lykkedes over al forventning. Alle medarbejdere har ydet en kæmpe indsats og hjulpet Sackit gennem en svær tid. Derfor glæder det mig, at vi nu kan give hele team Sackit fuld kompensation for lønnedgangen plus en bonus på 50 procent oveni.”

De foreløbige regnskabstal fra Sackit, som bliver offentliggjort om et par måneder, viser, at virksomheden har øget omsætningen med 10-15 procent. Her er det især Sackits egen webshop, som har trukket væksten. Webshoppen vækstede i 2020 med 85 procent, samtidig med at salget til detailhandlen blev øget med 30 procent med nye forhandleraftaler med aktører som Humac, Magasin og Illums Bolighus.

 

Flere ressourcer til digitalisering og salg

Med erfaring i bagagen fra før Covid-19 ramte Danmark, var Sackit hurtig til at reagere da landet blev lukket ned i marts. Før nedlukningen havde virksomheden nemlig udfordringer med at få varer hjem fra Kina. Derfor måtte Sackit hurtigt sadle om og finde en ny fabrik til produktion af deres højtalere og høretelefoner.

Derfor udskød Kristoffer Glerup og Managing Director Peter Rasmussen større investeringer i nye produkter og en planlagt flytning til nye lokaler.

Det frigjorde ressourcer til digitalisering og salg, og Sackit skruede op for sin online tilstedeværelse blandt andet med ny hjemmeside og webshop.

”Vi besluttede hurtigt at reducere vores faste omkostninger så meget som overhovedet muligt. Det har gjort os i stand til at forfølge de muligheder, som er opstået under krisen. Vi har på intet tidspunkt sænket ambitionerne, og vi ser optimistisk på 2021, uanset om nedlukningen bliver af kortere eller længere varighed. Vi har flere nye produkter på vej, som vi glæder os til at præsentere i løbet af de kommende måneder,” afrunder Kristoffer Glerup.

Sackit er stiftet i 2012, omsætter årligt for et større tocifret millionbeløb på 30 markeder verden over og beskæftiger i dag 19 medarbejdere.

Foto: Sackit