Det danske design- og møbelhus har netop afholdt et åbningsevent for deres 400 kvadratmeter nye showroom i indre København.
Bredgade i København har gennem en årrække udviklet sig til centrum for dansk møbeldesign, og nu har den københavnske gade i Frederiksstaden fået et nyt skud på showroom-stammen.
Møbelvirksomheden Andersen Furniture har nemlig slået dørene op til et 400 kvadratmeter nyt showroom, hvor også søsterbrandet Muubs vil blive repræsenteret.
Det nyligt etablerede showroom i Bredgade skal via tidløse designs til moderne indretning skabe rammer om en inspirerende oplevelse for professionelle arkitekter, indretningsarkitekter, forhandlere og alle med interesse for designs inden for bolig- og kommercielle projekter.
I 2020 opkøbte Andersen Furniture brandet Randers+Radius for at styrke positionen på kontraktmarkedet, og sidenhen er Randers+Radius og Andersen Furniture smeltet sammen under sidstnævnte brandnavn. Næste skridt på rejsen har været et professionelt showroom, der har kunne forene enestående omgivelser og funktionelle møbeldesigns. Det har man nu fået på adressen Bredgade 23A, 1. sal i København, og ifølge CCO hos Andersen Furniture, Morten Bertelsen Hertz, er den nye lokalitet et naturligt led i en målrettet vækststrategi længere ind i kontraktmarkedet.
“Vi har længe investeret energi i at udvikle vores virksomhed og fremhæve vores indretningsløsninger til kontraktmarkedet. For os giver det god mening, at det næste skridt i vores vækstrejse indebærer etableringen af et showroom på den helt rigtige placering i København for at gøre os synlige og attraktive, og tilbyde vores partnere, at benytte showroomet og lære vores designs endnu bedre at kende. Vores mål er at skabe et tiltalende sted, hvor man kan samle inspiration og få et indblik i, hvad Andersen Furniture har at byde på,” forklarer han i en pressemeddelelse.
Med et særdeles velbesøgt Grand Opening-event har Andersen Furniture fået en positiv start i København og ser frem til at skabe en inspirerende oplevelse for alle fremtidige besøgende.
“Vi er taknemmelige over, at så mange gæster havde lagt vejen forbi vores showroom i forbindelse med vores åbningsevent og glæder os til mange fremtidige møder og events med nye og eksisterende partnere,” siger CCO Morten Bertelsen Hertz.
Om Andersen Furniture
Andersen Furniture er et designhus, der står bag et stort udvalg af kvalitetsmøbler til kontrakt- og detailmarkedet, og i sammenspil med arkitekter og designere, udfordrer materialer og former.
Om Muubs
Muubs designer og skaber møbler og designinteriør, der er udviklet med henblik på lang levetid og bevare originaliteten. Muubs laver produkter til hjemmet, der fejrer individualiteten af de mennesker, der bor i det.
Foto: Andersen Furniture