En familieejet møbelvirksomhed har formået at komme helskindet igennem coronakrisen. Nu føler virksomheden sig nødsaget til at nedjustere forventningerne for indeværende regnskabsår for at ruste sig til fremtiden.
Virksomheden bag det kubiksformede reolsystem, Montana, er ligesom utallige andre i branchen, påvirket af coronakrisen. En krise, som kommer i kølvandet af et mindre tilfredsstillende årsregnskab for møbelvirksomheden. Dog har udviklingen ikke været så negativ, som først frygtet. Det oplyser Montana i en pressemeddelelse.
Da Covid-19 brød ud, gav det et mærkbart udslag i Montanas omsætning. Men ifølge den adm. direktør, Joakim Lassen, har virksomheden formået at klare sig fornuftigt igennem krisen.
”Montana har umiddelbart klaret første del af coronakrisen godt. Ikke mindst med stor opbakning fra alle medarbejdere, som har udvist stor fleksibilitet ved planlægning af arbejdstiden og indgåelse af en aftale om midlertidig lønnedgang, samt iværksættelse af aktiviteter og kampagner med det sigte at stimulere salget, også i forhold til vores forhandlere, som coronakrisen ligeledes har udfordret,” fortæller han i pressemeddelelsen.
Montana har derudover iværksat flere salgsaktiviteter for at sikre en fortsat fornuftig ordreindgang. Disse tiltag forløb med succes og resulterede i flere større ordrer på både detail- og kontraktmarkedet. Virksomhedens produktion i Haarby har ligeledes haft fuld beskæftigelse igennem hele perioden.
Selvom møbelvirksomheden er kommet helskindet igennem den første periode af krisen, vælger den, ligesom mange andre i branchen, at nedjustere forventningerne til næste regnskabsår.
Som følge heraf har Montana været nødsaget til at afskedige otte funktionærer samt foretage besparelser på flere områder såsom messedeltagelse og ikke-driftsretalerede aktiviteter, for at sikre at virksomheden er rustet til fremtiden.
”Vi har før klaret sig godt igennem kriser ved at agere efter rettidig omhu-princippet, hvilket vi også vælger at gøre nu. Vi anser disse tiltag, som svære, men nødvendige for at sikre en fortsat sund virksomhed i fremtiden,” forklarer Joakim Lassen.
Montana vil fortsat deltage i 3 Day of Design og have fokus på showrooms i Oslo, Stockholm samt Montana Flagship Store i København.