Det nye danske møbel- og interiørbrand Motarasu kombinerer japanske og skandinaviske designtraditioner. Brandet lanceres under Stockholm Furniture & Light Fair.

Med danske og japanske designere ønsker det nye danske brand Motarasu at kombinere den naturlige japanske æstetik med det varme nordiske design. Ifølge Mikkel Zebitz, som er stifteren bag brandet, er Motarasu det første brand i møbel- og interiørbranchen, som har 100 procent fokus på danske og japanske designere.

”Hvad jeg ved, er Motarasu de første til udelukkende at fokusere på danske og japanske designere. Jeg tror jeg på, at det vil give en nyt kreativt indspark. Med udgangspunkt i begge landes syn på design, tror vi på idéen om at omgive sig med færre, men nøje udvalgte møbler og interiør,” fortæller Mikkel Zebitz til 365DESIGN.

Brandets navn, Motarasu, betyder ’at ændre’ på japansk. Mikkel Zebitz, som har en baggrund inden for livsstilsverdenen, har længe undret sig over, hvorfor den danske designbranche ikke i større grad samarbejder med japanske designere. Det vil Mikkel Zebitz ændre.

”Japan har fra de danske ikoner og frem til i dag været og er en stor inspirationskilde for dansk møbel- og interiørdesign. Det har undret mig, hvorfor den danske designbranche ikke i større grad samarbejder med de mange talentfulde japanske designere, når begge nationer har et fælles syn på design med fokus på enkelhed, funktionalitet og det gode håndværk,” uddyber Mikkel Zebitz.

 

Debutkollektion lanceres i Stockholm

Når Stockholm Furniture & Light Fair skydes i gang den 5. februar, vil det nye japansk-skandinavisk inspirerede brand lancere sin første kollektion. Mikkel Zebitz og resten af teamet bag Motarasu har store forventninger til lanceringen.

”Vi har gode forventninger til at opnå åbningsordrer, da der allerede har vist sig interesse og mange positive tilkendegivelser fra flere fronter i branchen. Det har været vigtigt at komme på messe helt fra start af for at møde markedet,” fortæller Mikkel Zebitz.

Under interiørmessen i Stockholm vil det hver dag være muligt at møde en af designerne bag produkterne ved brandets stand. Lars Vejen, som blev kåret til Danish Designer of the Year 2018, japanske Taijiro Ishiko og designerduoen Ditte Rickweg og Jelena Nordentoft, som ejer butikken Stilleben, er blandt de designere, som Motarasu repræsenterer, og som de besøgende kan møde på messen.